
Nogen
gange tror jeg at vi kristne er bange for at tale om at der er noget
vi skal gøre. Vi har det bedst med at der ikke er nogen
forventninger til os og vi erklærer ”Vi frelses jo ikke ved
gerninger” og ja, det er rigtigt, vi FRELSES ikke ved gerninger –
vi frelses alene ved tro på Jesus og hans fuldbragte værk på
Golgatha. Min påstand er dog, at en sådan reaktion viser at vi kun
har os selv i centrum, når vi bedømmer det i forhold til vores egen
frelse.
Prøv
en gang at læse hvad kærlighedens apostel Johannes skriver:
”Derved
har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sit liv til for os;
så er også vi skyldige at sætte livet til for brødrene. Men den
der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og LUKKER SIT HJERTE
for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? BØRNLILLE, LAS
OS IKKE ELSKE MED ORD, EJ HELLER MED TUNGE, MEN I GERNING OG
SANDHED.” 1 Joh. 3,16-18
”I
skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn, og vandre i kærlighed,
ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for os som en
gave og et offer, ”en liflig duft” for Gud.” Ef. 5,1-2
”TAG
JER DERFOR AF HVERANDRE, LIGESOM OGSÅ KRISTUS HAR TAGET SIG AF OS,
TIL GUDS ÆRE.”. Rom. 15,7
Ingen kommentarer:
Send en kommentar