Andagt: En Søn er os givet...

”Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.”

Joh. 3,16

Johannes 3,16 er et af de mest kendte og citerede skriftsteder i bibelen. Denne lille bibel kan de fleste kristne vel nærmest udenad. Og dog, tror jeg at nogen gange så bliver disse kendte skriftsteder, så velkendte. At vi helt glemmer at tage et sådant ord ind i vore hjerter for at grunde over dybden af dem.

Men det er ikke uden grund at netop disse få ord fra Jesus har lydt igennem alle tider op til i dag. For her åbenbares hele evangeliets grundvold i nogle ganske få ord.

Andagt: Julens Budskab – den sande juleglæde...

”Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.” Joh. 1,9-12

 

Dette julens egentlige budskab – at Jesus, som er Lyset, kom til verden for at frelse mennesker.

 

Jeg synes ofte at dette enkle budskab drukner i diskussioner om hvorvidt nu julen er en kristen højtid eller en gammel hedensk tradition – eller ”det var jo alligevel ikke den dag Jesus blev født!”.

Gud sagde "Jeg har ikke forladt dig"

Et vidnesbyrd om alkoholisme, ensomhed og selvmordstanker

Jeg har modtaget dette vidnesbyrd fra Tony som bor i Odense. Det har været mig en stor opmuntring at læse. Først og fremmest fordi det er et vidnesbyrd om at Jesus er mægtig til at frelse enhver som kommer til ham og fordi det er et vidnesbyrd om Guds store kærlighed og omsorg.

Herren kender alles hjerter og hører hvert et hjertesuk som vi mennesker sender op til Ham.

Han er at finde for den som søger ham. Som også David skriver: "God og oprigtig er Herren, derfor viser han syndere vejen." Sl. 25,8

Derudover er det personligt også en glæde at høre, at mit frelsesvidnesbyrd, som jeg havde skrevet ned for snart tyve år siden og dengang hængt op i et butiksvindue, kunne Gud bruge til at kalde på Tony for anden gang. Det er ofte vi ikke hører eller for lov til at se frugten af det vidnesbyrd vi bringer. Men Gud arbejder videre også efter vi har glemt alt om de ord vi har skrevet. Guds Ord vender ikke tomt tilbage.
Må Gud Velsigne Dig.

Her kan du læse Tony´s vidnesbyrd:

Hej Morten Kilsholm.

Jeg hedder Tony, bor i Odense og vil gerne dele mit vidnesbyrd med dig, da du på en måde har del i, at jeg i sin tid tog mod til mig til at søge Herren.

Jeg er vokset op hos en enlig mor (fabriksarbejderske med 2 børn). Min far forlod familien da jeg var ca. 3-4 år gammel. Min lillebror kom til, da jeg var 7 år gammel og han var et resultat af et forhold, som min mor havde til en sømand, som så viste sig at være gift i forvejen.

Min opvækst foregik ikke i en specielt kristen atmosfære, men jeg husker dog, at jeg som medlem af en spejdertrup under Missionsforbundet fik noget af Guds ord indenbords i min tidlige ungdom (der blev sået nogle små frø hist og her i mit sind). Set i bakspejlet så står denne spejdertid i dag for mig, som den lykkeligste periode i mit liv.

Efter mor blev skilt fra min far (de blev gift fordi mor ventede mig), kan jeg huske mange søndage, hvor jeg forgæves sad på en trappesten foran vores opgang og ventede på, at han skulle komme og hente mig på tur, som han havde lovet. Men han dukkede ikke op. Det skete mange gange (sjældent kom han, de fleste gange ikke). Alligevel så jeg op til ham, selv om mor bebrejdende prøvede at forklare mig hvilken sjuft hun syntes han var.

Hvad angår familien på min mors side, så var min mor p.g.a. af et handicap (hun havde polio som barn) blevet placeret nederst i familiehierarkiet, og hun har fortalt mig hvordan hun blev kaldt Halte-Inge af sine forældre og søskende. Os børn mærkede det ved den konkurrence som især blev synlig omkring juletid (Min mosters børn skulle altid have gaver, som var lang større og flottere end dem min mor kunne give). Ligesom det blev antydet at mig og min lillebror ikke var helt fine i kanten - vi var jo født udenfor ægteskab.

I mine tidlige teenageår blev jeg grebet af tidsånden fra 68 og blev meget tiltrukket af hippiernes livstil. Min far som havde arbejde på en ingeniørtegnestue i nærheden af hvor jeg boede, havde jeg fået for vane at besøge omkring fyraftenstid. Det havde udviklet sig derhen, at jeg også havde besøgt ham i hans hjem nogle gange. Han var selv tiltrukket af hele miljøet omkring provo- og hippiebevægelsen, og da han fandt ud af, at jeg var begyndt at interessere mig for hash, så gav han mig også af og til et par klumper.

Men en dag jeg besøgte ham på hans arbejde lige før fyraften, så var der lige noget han skulle fortælle mig. Han fortalt at hans nuværende kone - (som han for øvrigt havde stjålet fra sin egen bror) - var meget jaloux på min mor, og derfor var det ikke så godt at jeg besøgte ham mere. Den gjorde ondt - rigtig ondt. Jeg var 17 år på det tidspunkt, da jeg blev forkastet af min egen far.

Samme år var jeg til min fætters bryllup og gjorde den fejl, at jeg ikke mødte festklædt op. Det resulterede i, at jeg også blev blacklistet af hele familien på min mors side. Det var den sidste gang jeg nogensinde blev inviteret med til nogen som helst form for familiesammenkomst. Min mor og min lillebror blev stadig inviteret med. Den sved også.

Nå men jeg havde jo lige fundet mig en sød pige, og jeg var ung og fandenivoldsk, så det skulle jo nok gå. Det gjorde det så også i en 4 års tid til vi nåede en nytårsaften. Her mødte min pige (som jeg forgudede) en anden, og dagen efter pakkede hun sit habengut og flyttede fra mig. Da blev jeg slået helt ud af kurs, og det blev startskuddet til et liv i druk og stofmisbrug.

Det stod på i 13 år hvor jeg flyttede en del rundt mellem forskellige kollektiver. Nogle af dem blev jeg smidt ud fra, og jeg endte til sidst op i et faldefærdigt hus laaaaangt ude på landet. Da jeg var 33 var jeg kommet så langt ud i druk at det var livstruende, og p.g.a. mavesmerter søgte jeg læge. Jeg lagde kortene på bordet og fortalte hvordan jeg levede (2 hele flasker vodka og 15 elefantbajere + alt det hash jeg kunne ryge om dagen, når det gik hårdest til). Lægen tog et par blodprøver og bad mig ringe tre dage senere.

Da jeg ringede 3 dage senere fik jeg klar besked. Han sagde ordret: ’Tony - du har to muligheder. Du kan stoppe med at drikke nu og så vil du måske overleve. Du kan også fortsætte, og så er du stensikker død indenfor 3 mdr.’ Tak for kaffe. Den måtte jeg lige skylle ned, og jeg gik direkte fra lægen og på værtshus. Da jeg vågnede næste dag i min usle rønne, brugte jeg 1½ time foran spejlet på badeværelset med at kigge mig selv dybt ind i øjnene, for at finde ud af hvem jeg var, og hvad der boede derinde bag ved øjnene. Jeg blev efterhånden enig med mig selv om, at jeg var for ung til at dø og tog beslutning om at stoppe med at drikke.

Samme dag tog jeg ned på mit stamværtshus (Færgegården i Assens) og bestilte en sodavand. Kammersjukkerne derinde kom med bemærkninger som: ’Hvad er det med dig, skal du ikke have en bajer’. Jeg fortalte at lægen havde givet mig det røde kort, og at jeg fra nu af var på vandvognen. Det kunne kammersjukkerne slet ikke acceptere, og jeg blev mødt med bemærkninger som: ’tøsedreng’, ’tag nu en bajer sammen med os’ og mere i den dur.

Da stod det lysende klart for mig, at hvis jeg skulle ud af drukken, så blev jeg nødt til at vende rundt og brænde alle broer til miljøet. Som sagt så gjort - jeg drejede rundt og forlod værtshuset uden at se mig tilbage. Og nu blev det for alvor svært at være mig. Sagen var, at alle ’de normale’ i lokalområdet kendte mig som ’en af de dersens misbrugere’, og de ville derfor ikke have noget med mig at gøre. Og mit eget drukmiljø havde jeg jo vendt ryggen til. Så resultatet blev en ensomhed la....angt ude på landet. I 5 år talte jeg stort set ikke med et menneske. Al min kontakt med andre, var den jeg havde, når jeg sagde daw til brugsuddeleren eller snakkede med min sagsbehandler.

Så en aften, da jeg lige var gået i seng, gjorde det så ondt indeni, at jeg næsten ikke kunne holde det ud mere, og jeg råbte af mine lungers fulde kraft ud i rummet: ’Min Gud, min Gud - hvorfor har du forladt mig?’. Og så lød der en hørlig stemme i rummet: ’Jeg har ikke forladt dig’. Bang. Jeg fløj op af sengen og undersøgte hele huset. Jeg troede der var nogen der gjorde grin med mig. Men der var ingen, og huset lå meget afsides (300 m. til nærmeste nabo).

Det gik jeg så og funderede over i et stykke tid. Var det min hjerne der spillede mig et puds, eller hvad var det lige der skete. Efter et stykke tid blev jeg enig med mig selv om, at så var det måske mig der havde forladt Gud.

Nå - jeg levede videre, og på et tidspunkt lykkedes det mig at overtale Assens kommune til et højskoleophold. På højskolen lod jeg være med at betale husleje, sparede pengene op og flyttede efter højskolen ind i en garage i Odense. Det var ligesom den eneste måde, som jeg kunne se, der var for at komme væk fra ensomheden på. Assens kommune havde tidligere givet mig afslag på hjælp til at flytte væk, da de mente jeg havde tage over hovedet.

Efter et par måneder i Odense uden regulær bopæl, lykkedes det mig at få en lejlighed i et gammelt fiskerhus hos en sød gammel dame i Søhus. Der boede jeg nogle år, medens jeg forsøgte at samle stumperne sammen. Jeg var stadig ensom og havde ondt i sjælen, og jeg husker særlig en vinteraften, hvor jeg var rigtig ked af det. Jeg gik en tur midt om natten og kom ned forbi havnen i Odense. Der var isblokke i vandet og det var bidende koldt. Jeg husker at jeg stod på kajkanten og overvejede om det ikke bare var nu, jeg skulle tage springet. Men fej som jeg var/er, så turde jeg alligevel ikke, da det kom til stykket.

Jeg fortsatte min ensomme nattur rundt i byens gader, og på et tidspunkt går jeg ud af Skibhusvej, da jeg pludselig ser et skilt over nogen butiksvinduer, hvor der står JESUS. Jeg bliver nysgerrig/draget og går over og kigger. Inde i butiksruden står der et staffeli med et vidnesbyrd. Jeg stopper op og læser det, og det går lige i hjertet på mig. Jeg føler mig ramt langt ind i sjælen, og jeg bliver klar over at jeg bliver nødt til at krybe til korset.

Da jeg kommer hjem begynder jeg at spekulere over hvor jeg så lige kan gøre det henne. Et par dage efter læser jeg så i Ugeavisen at Hans Berntsen skal holde møde i Pinsekirken i Odense, og jeg føler at jeg må gå derind. Som sagt så gjort. Da jeg træder ind over døren til kirken kommer der en følelse op i mig, som minder om dengang jeg var spejder, og jeg føler ligesom at jeg er kommet hjem.

Efter et stykke tid blev jeg døbt og selvom jeg ikke kommer i Pinsekirken mere af forkellige årsager, så ved jeg i dag, at uden Jesus er jeg håbløst og hjælpeløst fortabt. Jeg er ikke nogen superkristen, hænger vel nærmest lige på med neglerødderne. Men jeg klynger mig til skriftstederne som siger:

Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.
(Rom 4:5)

For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.(Efeserne 2:8-9)

Så jeg kan kun sige: Tak kære himmelske far at du gav din søn som sonoffer, for at lille ugudelige mig skulle få lov at have barnekår hos dig.

Og tak til dig Morten som gav det vidnesbyrd (Læs vidnesbyrdet her) der endelig fik mig til at søge Herren Jesus.

Mange kærlige hilsener

Tony Jacobsen.

Artikel: I skal få kraft – om dåben i Helligånden.

”Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.” Ap.G. 1,8

Jesus taler disse ord til sine disciple efter sin opstandelse, både som et løfte, en konstatering og en befaling. Vi bliver nødt til at se på den sammenhæng Jesus her taler ind i – se på hvad der skete forud for disse velkendte ord.

For at starte med sidstnævnte først så må vi vende os til Lukasevangeliet kapitel 24, hvor Lukas beskriver de begivenheder der skete efter Jesu opstandelse.

I Luk. 24,48-49 kommer Jesus med sin sidste befaling – og nej, det er ikke missionsbefalingen – her befaler Jesus sine disciple:

 ”...men I SKAL BLIVE HER I BYEN, INDTIL I bliver iført kraft fra det høje...”.

Jesus har forinden sagt: ”I SKAL være mine vidner...” og undervist disciplene om hvad deres forkyndelse skulle indeholde (Luk. 24,45-47).

Som ”moderne” kristne er vi ikke vant til at forholde os til befalinger – men det er det Jesus gør her! - til dig og mig lyder befalingen ”...I SKAL BLIVE HER... ...indtil I bliver iført kraft fra det høje...”.

Jesus siger ikke: ”Hvis du har lyst til at blive døbt med Helligånden og det er i orden med dine omgivelser”. Det er så vigtigt for Jesus at han giver befalingen: ”Rør dig ikke ud af stedet – ophør med alle dine kristelige aktiviteter – INDTIL du bliver IFØRT kraft fra det høje”.

Men samtidig er Jesu ord et løfte og en konstatering: ”Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft...”. Igen, Jesus siger ikke ”Hvis” Helligånden kommer over jer – Nej, han siger ”Når”. Bagefter kommer Jesus med en konstatering - ”...skal I få kraft...” - til at VÆRE hans vidner.

Så kære læser, der er fast grund under dine fødder når du søger Gud for dåben i Helligånden. Du kan med vished i dit hjerte forvente at Han ikke bare ”ønsker” – men ”vil” give dig denne vidunderlige gave – Åndsdåben. Kære bror og søster, åben dit hjerte og tag i tro imod hvad Faderen har lovet DIG og du skal ERFARE at du HAR FÅET kraft til at VÆRE hans vidne.

”Og se, JEG VIL sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I SKAL BLIVE HER i byen, INDTIL I bliver iført kraft fra det høje.” Luk. 24,49

Klik her og læs om forholdet mellem Kærligheden og nådegaverne
Klik her for selvstudie i Nådegaverne

Andagt: Forligelsens tjeneste

”Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med os selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os: Lad jer forlige med Gud!” 2 Kor. 5, 18-20

Har du nogensinde tænkt på at Gud har givet dig en tjeneste? Nogle Kristne, bruger meget tid på at finde ud af hvad deres tjeneste er og glemmer ofte hvad der ligger lige for. Andre har opgivet og mener ikke at Gud kan bruge dem til noget. Hvad siger Guds Ord?

” ...dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste” Du har altså fået en tjeneste, forligelsens tjeneste. Du skal ikke længere lede efter noget, men i stedet træde ud i det Gud allerede har sat dig til. ”Ja, men det kan jeg jo ikke. Jeg kan ikke finde ud af at vidne.”

Igen, hvad siger Guds Ord? ”Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv;.. ...dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv; og det liv er i hans Søn.” 1 Joh. 5,10+11

Se ikke længere på dig selv og hvad du er i stand til. Gå i stedet ud i tro på Guds Ord og bring ordet om forligelsen til dine medmennesker. Sig: Lad jer forlige med Gud!

”Men når Helligånden kommer over jer, skal i få kraft; og I skal være mine vidner...” Ap.G. 1,8

Andagt: Tro, virksom i kærlighed

”Thi i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, som er virksom i kærlighed.” Gal. 5,6

Her gælder altså hverken lov eller ikke lov – om du er jøde eller hedning. Hvis du er i Kristus gælder kun et princip ”...tro, som er virksom i kærlighed”.

Jesus siger det er det samme loven vidner om ”Jesus svarede: ”Det første er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én; og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.

Et andet er dette: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Noget andet bud større end disse gives ikke.” 

Mark. 12,29-30

”Gud er kærlighed” skriver Johannes i det første af sine breve. Kristuslivet er Jesu natur åbenbaret igennem den troende. Kærligheden er derfor kendetegnende for Kristuslivet. En kærlighed der ikke kun kommer til udtryk i ord men kommer frem i gerning. Prøv at læse hvad Paulus skriver til Filemon om det kærlighedsfællesskab han var en del af.

”Jeg takker altid min Gud, når jeg nævner dig i mine bønner, fordi jeg hører om den kærlighed og tro, du har til Herren Jesus OG VISER OVERFOR ALLE DE HELLIGE. Jeg beder om, at det fællesskab om troen, som du er med i, må blive virksomt for Kristus gennem erkendelsen af alt det gode, som er os givet. Thi stor glæde og trøst har jeg fået af din kærlighed, FORDI DE HELLIGES HJERTER ER BLEVET VEDERKVÆGET VED DIG, BRODER!”

Brevet til Filemon v. 4-7

Gud velsigne dig

Forudberedte gerninger

"Thi hans værk er vi, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem." (Ef.2,10)
Herren har sin egen vidunderlige måde at føre sine børn hjem til himlen på. Det er en vej, hvorover der hviler en herlighed, som vi mennesker ofte ikke altid har øje for. En herlighed, der enten bliver til frelse eller dom for de mennesker, vi møder.

Herren fører os ind i forud tilrettelagte gerninger. Gerninger, som vi ofte ikke forstår omfanget eller betydningen af. Det er gerninger, der lagt tilrette af Faderen for at herliggøre Jesus og Hans fuldbragte værk på korset. Det kan være, at Herren tillader, at du kommer ud i store vanskeligheder, fordi Herren ved sin indgriben i dit liv ønsker at demonstrere sin barmhjertighed i dine omstændigheder. Uanset hvad det måtte være, så er det altid gerninger, der peger hen på Jesus - gerninger, der bærer præg af Hans natur.

Jeg har i mit eget liv oplevet, hvordan Herren har lagt gerninger tilrette. Gerninger, som ved første øjekast måske ikke så ud til at have så stor betydning, men hvor fremtiden viste, at fordi jeg viste Herren lydighed i nogle små ting, kunne Han lægge nogle lidt større ting tilrette.

For nogle år siden startede jeg med at arbejde i en skærmet enhed for ældre med demens. På denne afdeling var der en ældre mand, som var en personlig kristen. Han havde et skilt over sin seng, hvorpå der stod "Jesus Lever". Denne bror fik naturligvis min interesse, da jeg altid har haft en speciel nød for de ældre troende, som jeg har mødt på de forskellige plejehjem, hvor jeg har arbejdet. Der gik ikke længe, før det blev lagt sådan tilrette, at jeg kunne få tid til at læse bibelen og bede sammen med Niels, som den ældre bror hed. Dette gav mig med tiden på mit arbejde mange anledninger til at fortælle om Jesus og hvad Han har gjort.

Da jeg startede med dette, havde jeg absolut ingen anelse om, hvad dette skulle udvikle sig til. Dette fortsatte jeg med i ca. 1 år, hvorefter der var et møde mellem Niels´ pårørende og plejehjemmet. På dette møde blev der også fortalt, at Niels og jeg havde disse stillestunder sammen et par gange om ugen. Alle udtrykte deres glæde over, at der blev taget sig af Niels´ åndelige behov.

Min leder kom med den idé, at jeg skulle forsøge at inddrage nogle flere beboere, så der var flere, der kunne få glæde af det. Jeg sagde ja og forestillede mig, at der ville komme én eller måske to ekstra med. Men inden jeg fik set mig om, blev det lagt sådan tilrette, at der kom i alt ca. 8-9 beboere fast hver uge fra alle afdelinger til en lille andagt på ca. 45 min, hvor vi synger nogle sange og bagefter kommer jeg med et lille indlæg fra bibelen på 10 - 15 min.

Men dette var aldrig blevet muligt, hvis ikke jeg var gået ind i disse gerninger i lydighed mod den nød, som Herren har lagt i mit hjerte for de ældre, ofte glemte troende, der sidder rundt omkring på forskellige plejehjem.

Det er vigtigt at adlyde de inspirationer, Herren giver os i hverdagen, for vi ved aldrig, hvad de kan føre med sig. Det er heller ikke sikkert, at vi nogen sinde kommer til se frugten af det, Herren har brugt os til. Men jeg tror på, at når vi kommer hjem til Herren, vil Han vise os hvordan mange af de ting, som vi syntes var meningsløse eller ufrugtbare, passede perfekt ind i den store sammenhæng.

"Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus troens banebryder og fuldender" Hebr.12,1-2

Vidnesbyrd: Hvordan jeg mødte Jesus

Jeg hedder Morten, er, gift med Karina og har tre børn. Jeg har kendt Jesus siden 1991. Hvilket er et bekendtskab som jeg aldrig har fortrudt.

Jeg er vokset op i en ganske almindelig familie, uden nogen kristen baggrund. Som teenager dyrkede jeg meget roning og havde hele min identitet i dette, jeg trænede stort set hver dag hele sommeren. Men desværre fik jeg brok og kunne ikke træne mere fra den ene dag til den anden. Dette gjorde at jeg måtte søge andre græsgange for at udfylde min fritid. Der gik ikke ret lang tid før end at jeg begyndte at gå mere og mere i byen og at drikke øl.

På dette tidspunkt mødte jeg nogle punkere og blev hurtig grebet den atmosfære der var omkring dem. Jeg syntes at der nærmest var noget magisk og mystisk i dette miljø, det var som om at man kunne være præcis som det passede én uden at man faldt udenfor kliken. Men jeg fandt ud af at også blandt punkere er der noget der hedder mode, hvordan skal opføre sig og hvilke holdninger man skal have for at blive accepteret.

Som sagt så begyndte jeg at drikke en hel del øl og blev også hurtigt præsenteret for hash, hvilket jeg snart fik smag for og røg tit og ofte. Men som alt andet i denne verden blev også dette kedeligt og mistede sin glans og tilbage var der så et hash og øl problem.

Jeg følte at hele min tilværelse var en løgn, forstået på den måde at jeg gav udtryk for overfor vennerne at jeg syntes at det var en "fed" måde at leve sit liv på.
Jeg følte at alt hvad jeg sagde og gjorde var en stor løgn, at det slet ikke var mine holdninger og meninger som jeg gav udtryk for.

Men det er jo ikke bare noget man fortæller sine omgivelser, at man rent faktisk er en helt anden end den så sikkert har givet udtryk for.


Så jeg fortsatte jo bare derudad som jeg hele tiden havde gjort, men så begyndte jeg at blive deprimeret og følte mig ensom, for det var som om at jeg bare ikke kunne bryde op og fortsætte i en helt anden retning.

Det var jo lige præcis det som jeg havde brug for et helt nyt liv. Så en eftermiddag hvor vi røg noget hash, gik jeg i noget der hedder Narkotisk komatilstand og røg på skadestuen. Da jeg vågnede fik jeg at vide at jeg muligvis tilhørte den gruppe mennesker der kan blive psykotisk af at ryge hash.

Dette afskrækkede mig naturligvis men afholdt mig ikke fra at ryge hash. Omkring et halvt til et helt år senere hvor jeg også røg noget hash, blev jeg pludselig grebet at angst uden at vide hvorfor og blev derfor bange for om jeg var ved at blive sindssyg. Dette blev starten på 10 måneder med en angstneurose. I denne tid isolerede jeg mig mere og mere, jeg kunne ikke være sammen med for mange mennesker ad gangen, jeg turde ikke at køre i bus samt at jeg blev angst når jeg skulle falde i søvn, fordi jeg turde ikke at give slip på mig selv og overgive mig til søvnen.

På dette tidspunkt flyttede jeg til Odense og startede på teknisk skole for at komme i gang. I min klasse gik der en kristen som fortalte om Jesus. Han inviterede mig med til et møde i Pinsekirken i Odense. Jeg var blevet nysgerrig og sagde ja til at komme med. Gudstjenesten var lørdag aften, men jeg tog ud til min ven fredag efter skole og skulle så være der hele weekenden. Fredag aften tog vi ud til en af hans venner, som også var kristen. Vi havde ikke været der ret lang tid før end at jeg spurgte Steen, som vennen hed, om hvad det var for noget med ham Jesus. Han begyndte så at fortælle om hvad det var Jesus havde gjort for mig. Da vi så skulle til at gå hjem kunne jeg mærke at angsten kom frem i mig. Jeg fortalte det til Steen som spurgte om han skulle bede for mig, jeg sagde ja og efter at han hade lagt sin hånd på mig og bedt følte jeg en ukendt ro og fred brede sig i mit hjerte. Jeg spurgte hvad det var, og fik at vide at det Gud som rørte ved mig. Jeg undrede mig over denne oplevelse som var så anderledes og alligevel så naturlig. Vi tog hjem og sov, næste dag skulle vi til Gudstjeneste hvor der var en prædikant på besøg. Det eneste jeg kan huske af det han sagde, var at han talte om frygt.

Bagefter blev der kaldt frem til forbøn, hvor prædikanten så ville bede for dem som havde behov for dette. Steen prikkede mig på skulderen og spurgte om jeg ikke ville frem og blive bedt for så jeg kunne blive fri fra min angst. Det ville jeg gerne og jeg gik frem uden at vide hvad der så skulle ske. Da jeg kom op til prædikanten spurgte han mig om jeg havde givet mit liv til Jesus. Jeg sagde nej, han spurgte så om jeg ville det. Da fløj det ud af munden på mig, "ja, det vil jeg gerne". Det var selvom jeg ikke vidste hvad det ville sige, at give sit liv til Jesus, at tro på ham og tage imod det som Han havde gjort for mig på korset. Nå, men han sagde det så videre til en anden som var ved siden af, han bad ham om at gå med mig ind i et andet rum. I et det andet rum fik vi en kort snak om Jesus, hvorefter Steen og Thomas, som den anden hed, bad sammen med mig til frelse og helbredelse.

Fire dage efter var jeg helbredt for mine angst neuroser, det var herligt at være fri til at kunne bevæge sig rundt mellem mennesker uden at være angst. Som sagt kendte jeg intet til Jesus personligt, men efter dette møde begyndte jeg at tale til Ham om alt muligt. Jeg kan huske at jeg ofte bad mig selv i søvn om aftenen. Gennem alle disse samtaler med Jesus viste han mig Hvad det var han gjorde for mig på korset, han viste mig at jeg var fortabt uden ham, at jeg havde brug for ham som min frelser. Jeg fik syndenød og råbte til Jesus om frelse og tog imod hans tilgivelse. Dette er en beslutning som jeg aldrig har fortrudt, livet er herligt når Jesus er med.

"Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed."(1Joh.1:9.)

Morten Kilsholm

Klik her og læs om hvordan Gud kaldte på Tony ved at læse dette vidnesbyrd