Viser opslag med etiketten Korset. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Korset. Vis alle opslag

Andagt: Er Gud for os? - Hvem kan da være imod os?

Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den som retfærdiggør. Hvem er den som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.” Rom. 8,31-34

Hvad skal vi da sige til dette?..” Er Gud for dig hvad betyder det så djævelen er efter dig. Når nu Gud har retfærdiggjort dig ved Jesu blod. Hvad betyder hans anklager så? De har ingen værdi – han er afvæbnet, gjort kraftesløs ved Jesu Kors.

Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset. Han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus.” Kol. 2,14-15

Andagt: Det er fuldbragt!

Da Jesus nu havde fået eddiken, sagde han: ”Det er fuldbragt!” og han bøjede hovedet og opgav ånden.” Joh. 19,30

Jesus sagde på korset: ”Det er fuldbragt!”. Tre ord som satte chokbølger ind i Satans rige. Bedst som han troede at Jesus var besejret og at han endelig havde vundet, lyder disse tre ord i Fjendens øre, hvorefter Jesus bøjer hovedet og opgiver ånden.

Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, DET, SOM VAR IMOD OS; HAN TOG DET BORT VED AT NAGLE DET TIL KORSET. HAN AFVÆBNEDE MAGTERNE OG MYNDIGHEDERNE og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus.” Kol. 2,14-15

Men hvad var det Jesus fuldbragte? Det er vidunderligt at vide at Satan er besejret men det er endnu mere vigtigt at få fat i hvad betydning Jesu fuldbragte værk på Golgatha har mig, den enkelte - for heri ligger frelsen.

...han (Jesus), som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden, han, ved hvis sår i fik lægedom.” 1 Pet. 2,24

Apostlen Peter skriver her i sit første brev om Jesu vidunderlige værk på Golgatha. I et enkelt vers kommer Peter ind på tre centrale sider af korset: 1. Han bar din synd PÅ SIT LEGEME OP PÅ KORSETS TRÆ. 2. Du er ved Ham – AFDØD FRA DINE SYNDER FOR AT DU NU SKAL LEVE FOR RETFÆRDIGHEDEN. 3. Ved Hans sår HAR VI FÅET lægedom.

Har du, kære læser, taget imod syndernes forladelse fra Jesus? Har du set at dine synder blev naglet til korset? Har du set kære læser, at du VED HAM er død fra synden så du nu kan leve for Ham som en helt ny skabning i Kristus (Se evt. Rom. 6,7,11 og 2 Kor. 5,17). Har du taget imod din helbredelse fra Ham. Ved Hans sår HAR DU FÅET...

Andagt: Os til fred – Herren vor retfædighed

Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.” Es. 53,5

Esajas kapitel 53 er et af de mest vidunderlige profetiske vidnesbyrd om Jesus. Tænk dig, Esajas fik disse ord fra Herren flere hundrede år før Jesus blev født af jomfruen Maria i Betlehem.

Han som 30 år senere gik omkring i Israel og forkyndte om Guds rige, helbredte de syge og efter tre år i offentlig tjeneste korsfæstet af dem som han havde helbredt og bragt Guds Ord.

Da han hang på korset bad han ”Fader! Tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.” Luk. 23,34

Denne bøn var endnu et profetisk vidnesbyrd fra Esajas 53: ”...han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, OG FOR OVERTRÆDERE BAD HAN” Es. 53,12b

Det er denne Jesus som du og jeg er kommet tro på. Jesus, om hvem Esajas skriver at ”...han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham,..”

Jesus blev ikke myrdet, Han led ikke martyrdøden – NEJ, HAN GAV SIT LIV, ja ”...han udtømte sin sjæl til døden...” for dig og mig. Han tog frivilligt din straf på sig for at du kunne få fred med Gud.

Men Jesus døde ikke ”bare” på korset og var ikke mere. Han blev lagt i graven og tre dage efter opstod han igen, hvilket Esajas også profeterede i kapitel 53,9-11

...man gav ham gravkammer... ...når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, LEVE LÆNGE... ...Når han kendes, skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser.” Es 53,9-11

Så kære ven, lad det ikke være forgæves at Jesus bar dine overtrædelser – Lad ham få lov til at være din retfærdighed.

Andagt: Til Frihed er du Frigjort.

Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældomsåg” Gal. 5,1

Til frihed har Kristus frigjort os. Det er ikke noget han først skal til at gøre – Nej, han frigjorde os på korset da han med sit blod betalte den fulde pris for dig og mig. Vi er sat i frihed - ved Jesu død og opstandelse, da han fuldbragte frelsen.

Hvad er frihed? Ofte når vi tænker på frihed, tænker vi på ingen begrænsninger og frit råderum for vores egen vilje. Men er det den form for frihed, Kristus har frigjort os til?

I blev jo kaldet til frihed, brødre, kun må friheden ikke blive en anledning for kødet; men tjen hverandre i kærlighed” Gal. 5,13

Til frihed er vi frigjort - Frihed til ikke at leve et liv i trældom under synd og under loven. Frihed til ikke at leve vores egoisme og selvbehagelighed ud.

Vi er sat fri, til ikke at leve for os selv, men for ham som døde og opstod for os og til at tjene vores brødre og søstre i kærlighed.

 
 
 
Thi Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: Én er død i alles sted, altså er alle døde; og han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham som døde og opstod for dem.” 2 Kor. 5,14-15

I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme.” 1 Kor. 6,20

Artikel: I Herrens nærhed

Og Herren sagde: “Se, her er et sted i min nærhed, stil dig på klippen der! “ 2 Mos 33,21

Dette skriftsted fra det gamle testamente, er en profeti om Kristi forsoningsværk på Golgatha. I dette skriftsted ligger nøglen til fællesskab med Gud.
Ofte når vi siger fællesskab med Gud, tænker vi på bøn eller bibellæsning. Når vi søger hans fællesskab er det ofte dette vi giver os i kast med.

Bøn og bibellæsning er også en nødvendighed i vort samfund med Gud men der er nogle grundlæggende ting det er vigtigt at få lys over for at opleve sandt fællesskab med Gud.

Der er mange mennesker der beder til Gud og læser deres bibel men aldrig har fællesskab med Gud. Der kan være mange grunde til at de læser i bibelen, det kan være at de er opdraget til det hjemmefra, af samme grund er der også mange der beder til Gud. Nogle søger Gud af pligt, for at gøre sig fortjent til frelse og oplever en konstant dårlig samvittighed når de ikke har læst den mængde som de plejer i bibelen eller bedt den bøn remse de er vant til.

Hvis vi læser bibelen med et alvorligt hjerte og tager de ord til os som vi læser, vil vi hurtigt finde ud af at der er mange krav til vore liv hvis vi ønsker fællesskab med en hellig Gud. Der står blandt andet i Sl. 15,1-2 “ Herre, hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte, “. Her er altså kravet til dig og mig hvis vi vil have med Gud at gøre. Det nytter ikke at forkaste Hans Ord og sige “ Ja, Ja, men Gud er jo nådig så jeg gør det så godt som jeg kan, så må Gud gøre resten.”.

Dette er Guds ord og vi må tage det alvorligt.
Vi vil dog hurtigt finde ud af at det er umuligt at opfylde dette krav, for hvem uden Jesus, har vandret fuldkomment og talt sandhed af hjertet? Ingen. Derfor befinder du og jeg os i en tilstand, i os selv, hvor det er umuligt at have fællesskab med Gud.

Men kravet fra Guds side er dog stadig det samme. Jesus siger i Matt 5,20 “ hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”. Vi ved om farisæerne at de brugte hele deres liv på at opfylde loven og her siger Jesus at hvis vi ikke overgår dem, vil vi slet ikke komme ind i Himlen. Det er ikke bare ord, det er Jesu egne ord. Når dette bliver klart for os, kommer der et råb i vores hjerter “ Gud! Vær mig synder nådig!” Luk 18:13.

Og det er lige præcis her at evangeliet kommer ind. Evangeliet er til dig som ikke kan leve op til Guds standard. Det er til dig som er fuld af synd fra top til tå.

Til dig lyder det fra Guds Hellige trone: “SE, HER ER ET STED I MIN NÆRHED, STIL DIG PÅ KLIPPEN DER!

Halleluja, der er et sted i Faderens nærhed for dig og mig. Dette sted er et vidunderligt sted, nemlig på klippen. Hvad vil det så sige at stå på klippen? Ud fra bibelen kan vi se at klippen er et billede på Jesus, der står i 1 Kor 10,4 ”thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus.”

Jesus som vandrede fuldkomment, uden synd, gik frivilligt op på korset for dig og mig. Der sonede Han din og min synd og fjernede derved alle anklagepunkter i dit og mit liv. Derfor kan vi nu med frimodighed gå frem for Faderens trone med en ren samvittighed. Du er nu forsonet med den Hellige Gud.

Dette er det eneste sted og det eneste grundlag du og jeg nogensinde kan træde frem for Gud og have fællesskab med Ham på. Vi vil aldrig blive retfærdige eller fuldkomne i os selv. Alt hvad vi har, har vi fået i kraft af Jesu forsoningsværk. Hvis dette er din tro, kan du trygt hvile i dette skriftsted:

Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed.” Rom. 5,1-3

Artikel: Et Livsforvandlende Budskab Del I


Læs Kol. 3,1-8

....opvakt sammen med Ham. Det er vidunderligt, når dette bliver levende for vore hjerter, når vi får lov til at se, at vi er forenet med Kristus i opstandelsen. Da forsvinder al menneskelig stræberi og selvretfærdighed, da vender vi stille og roligt vores opmærksomhed mod Kristus og bort fra os selv.

Det er når vort blik er rettet mod de ting, der hører jorden til, at alting bliver problematisk. Det er
når vi ser på gamle Adam, at alle problemerne opstår. Når vi ser på alt det, der galt med os selv i forhold til Guds hellige standard. Når vi gør dette, stjæler det troen, freden og glæden fra vore hjerter og vi kan ikke se nogen udvej .

Men det er her, Paulus formaner os til komme vor forening med Kristus i hu. Han minder os om, at da Kristus døde, døde vi med Ham, da Kristus blev begravet, blev vi begravet med Ham og da Kristus stod op af graven, opstod vi med Ham. Der er derfor ingen grund til at rode rundt i det, der allerede er dødt og begravet. (Rom 6:4-11).

"Tragt efter det, der er oventil,...". I den engelske oversættelse King James står der: "Set your affection,..". I ordet affection ligger der noget i retning af lidenskab og hengivelse, det er altså på denne måde, at vores opmærksomhed må være rettet mod Kristus. Det må være en altopslugende lidenskab og hengivelse, hvor Kristus bliver alt for os, vor frelse, fred, liv, glæde, kærlighed, tillid, ja alt, hvad der hører det guddommelige liv til. Vort gamle liv er nu skjult og Kristi liv er blevet vort liv. Vi står ikke længere i gæld til kødet, så vi skulle leve efter det. (Rom 8:12)

Senere i kapitlet (Kol 3) i v. 5-8 skriver Paulus, at vi skal overgive til døden det, der hører jorden til og han nævner en række ting som hører jorden til. Her skal vi passe på, at vi ikke falder tilbage til det gamle stræberi igen. Vi har jo lige set, hvordan at alt det, der hører jorden til, er blevet korsfæstet med Kristus og at der ikke er nogen anklage fra Gud, da alt er blevet nyt ved Jesu Kristi opstandelse. Det, som Paulus mener med at overgive til døden det, der hører jorden til, er, at vi skal blive i denne åbenbarelse, at vi er skilt ud fra disse ting. "Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus." (Rom 6:11).

I v.7 minder Paulus os endnu engang om, at vi ikke længere lever i disse ting.

Nu gælder der et helt nyt princip, som ikke er grundlagt på menneskelig anstrengelse og selvforbedrelse. Dette nye princip er "Ikke længere mig, men Kristus", det er nemlig Kristus, der nu vil leve sit Hellige liv igennem os. Det, der står tilbage for os at gøre, er blot at stole på Ham og hvile i åbenbarelsen om Jesu Kristi forsoningsværk. Dette er ikke ligegyldighed, men en aktiv og levende tro på Kristus og hans fuldbragte værk på Golgatha.

Næste skridt finder vi i Gal 5:25 "Lever vi i Ånden, da lad os også vandre i Ånden", altså det er ikke nok, at du har set det ved Ånden, men du må vandre i denne åbenbarelse i troen hvile og handler ud fra denne åbenbarelse.


Artikel: Er du en fjende af Kristi kors?

"Thi, som jeg ofte har sagt jer og nu igen siger med tårer: mange vandrer som fjender af Kristi kors, de ender i fortabelse, bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind." (Fil. 3.18-19).

"Mange vandrer som fjender…" Dette er nogle alvorlige ord fra Paulus ved den Hellige Ånd og det er vigtigt at vi tager sådanne ord til os, at vi grunder over ordene så Åndens budskab kan få lov til at trænge ind i vore hjerter. Jakob siger at vi skal tage imod ordet med sagtmodighed (Jak. 1,21). Det vil sige uden oprør i hjertet.

Jesus prædiker det samme budskab når han i sin bjergprædiken siger: " Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den." (Matt. 7,13-14)

Men hvad vil det sige at vandre som en fjende af Kristi kors? Hvad vil det sige at vandre på fortabelsens vej? Mange vil sige at det gør de som ikke har taget imod Jesus som deres frelser. Hvilket er sandt. Men der ligger mere i dette end som så.

At være fjende betyder at være en modstander af noget. I dette tilfælde Kristi kors.
For at forstå hvad Paulus mener, er det derfor vigtigt at vide hvad Kristi kors er. Kristi Kors er stedet hvor gamle Adam blev korsfæstet. Det er der hvor Herren gjorde op med i hele verdens synd, hvor alt hvad der hører den gamle natur til fik sin dødsdom. Kristi kors er altså et dommens sted. Det var her Jesus Kristus frivilligt, i kærlighed til dig og mig, modtog den dødsdom vi skulle have haft. "Os til fred kom straf over ham…" (Es. 53).

Så Kristi kors er både et Dommens og et Frelsens sted. Et Frelsens sted for dem som frivilligt har accepteret dommen over gamle Adam og har taget imod det nye liv i Kristus.

Det er her vi må lade den Hellige Ånd få lov til at ransage os. Som salmisten beder i salme 139: "Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!"

At vandrer som en fjende af Kristi kors vil sige at jeg i mit liv ikke har accepteret dommen over min gamle natur.
At jeg fortsat øser vand af fra denne verdens sprukne brønde, at jeg fortsat har mine kilder mig selv og min egen Adamsnatur.

"… de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft." (2 Tim. 3,5).

Det vil sige at du midt i menigheden kan leve et liv hvor du egentlig er en fjende af Kristi Kors. Du forsøger at leve et retfærdigt og et pænt liv og du gør det så godt du kan. Men din kilde er ikke Jesu Kristi kors, men derimod din egen selvforbedelse og stræberi efter at ligne de andre. Du har ikke forstået at Kristus døde og opstod, netop fordi du ikke selv er i stand til at frembringe retfærdighed. Den eneste retfærdighed vi mennesker kan frembringe er selvretfærdighed. Og den bringer ingen til Himlen.

"For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen,…" (Fil 3,8-9).

Altså for Kristi skyld, på grund af hans kors, fordi Han har vist mig hvilken dom og lidelse Han måtte gennemgå på grund af min synd/syndenatur. Fordi jeg har set Gud Faders dom over Kristus på korset har jeg set hans dom over mig.

Derfor har jeg ikke længere blikket rettet mod mig selv og hvad jeg formår. Jeg søger ikke længere at "frelse" eller "hellige" mig selv i min egen kraft. Jeg gør ikke længere brug af det som Gud Fader fordømte på korset. Jeg har i stedet for taget imod Jesu Kristi retfærdighed og lever nu det nye liv i Kristus, hvor jeg ikke skal opfylde lovens krav men hvor lovens krav opfyldes i mig (Rom. 8,4) ved den Hellige Ånd.

"Thi "de omskårne", det er os, som tjener Gud ved hans Ånd og priser os lykkelige i Kristus Jesus og ikke sætter vor lid til det udvortes" (Fil. 3,3)

Så, hvor går din vandring? Hører du til dem der tjener Gud ved Ånden og priser sig lykkelig i Kristus i tillid til Ham. Eller "Tjener du Gud" af din kraft i tillid til dig selv?

Vi må bede Gud åbne vores øjne så vi ser Hans vej, Hans frelse, Hans liv o.s.v.

"Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!"