Viser opslag med etiketten Gud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gud. Vis alle opslag

Andagt: Vær stille for hans åsyn og bi på ham.

...Gud hører ej tomme ord... Vær stille for hans åsyn og bi på ham” Job 35,13-14

Ofte når vi kristne tænker på bøn, tænker vi på at det er os der skal tale. Vi tænker på alt det vi gerne vil takke for, bede om osv. enten for os selv eller andre.

Guds Ord taler om at der er to sider af vores samfund med vores Herre og Frelser.


På den ene side kan vi finde mange steder i Guds Ord der opfordrer os til at anråbe, påkalde og i det hele taget henvende os til Ham med vores behov. En anden side som ofte bliver glemt er – at lytte til Gud, at være stille ind for Hans åsyn – at lade Ham få lov til at tale til os.

Jesus siger at vi ikke skal være som hedningerne der lader munden løbe fordi de tror at de bliver bønhørt på grund af deres mange ord (Matt. 6,7-8). Jesus taler i det taget meget mere om at høre end det at bruge en masse ord.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Joh. 5,24

Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.” Joh. 10,27-28

Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.” Åb. 3,6

Så kære bror og søster ”Vær stille og kend at Herren er Gud”

Artikel: Kristi Domstol - et nådens budskab

"Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt." (2kor.5,10)

Hos mange giver det nærmest et gip i hjertet, når Kristi domstol bliver nævnt, for mange kristne er det et budskab forbundet med frygt og dårlig samvittighed.

Denne frygt har ofte sin grund i, at man har misforstået bibelens budskab og har derved blandet nogle ting sammen.

"Nåde og fred blive eder stadig rigere til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende." (2Pet.1,2)



Disse ord fra Apostlen Peter er en god rettesnor for vores åndelige vækst. Her bliver der klart og utvetydigt givet os til kende, at des mere vi lærer Gud Fader og Jesus at kende, des mere vil vi vokse i nåde og fred. Det er derfor Herrens helt klare ønske og plan for dig og mig, at freden skal blive større samtidig med at vi når til en dybere erkendelse af Guds nåde i vore hjerter.

Her må vi godt ransage os selv og mærke efter, om vi er i troen (2Kor.13,5). Det er kun, hvis dit hjerte hviler trygt i Guds nåde på forsoningens grund, du vil opleve en fredens vækst i stedet for en vækst i frygt og dårlig samvittighed.

“Men I skal lade det, I har hørt fra begyndelsen, blive i jer. Hvis det, I har hørt fra begyndelsen, bliver i jer, bliver I også i Sønnen og Faderen.” (1Joh.2,24)

Hvad var det, vi hørte i begyndelsen?
Det var ordet om korset. Det var frelsens vidunderlige budskab, om frelse af bare nåde ved tro på Jesus Kristus. Det var budskabet om, at Jesus bar vore synder op på korsets træ og derved tog den straf, som du og jeg med rette skulle have haft. I kraft af dette kors er du og jeg blevet retfærdiggjort overfor Faderen, mennesker og djævelen. Ingen har længere ret til at anklage dig for nogen som helst synd, lige så lidt som en morder kan anklages og dømmes for det samme mord to gange.

Det er denne tro, som Apostlen Johannes formaner os til at blive i; han siger ydermere, at hvis vi gør dette, vil vi forblive i Faderen og Sønnen.

Denne sandhed må vi aldrig forlade, den er selve grundvolden i den kristne tro. Alle andre åbenbarelser ud fra Skriften er grundlagt på den samme tro. Derfor skal alt nyt lys, vi modtager udfra Skriften prøves i forhold til og ses i lyset af korsets budskab.

Derfor skal budskabet om Kristi domstol naturligvis også ses udfra nådens lys.

Ofte bliver Kristi domstol forvekslet med “Den store hvide trone” fra Johannes Åbenbaring 20,11-15, hvor der er nogle, der bliver kastet i Ildsøen. Men “Den store hvide trone” er det sted hvor alle “ikke-troende” skal dømmes. Om denne dom siger Jesus klart i Johannes Evangeliet 5,24, at denne dom er vi, som tror på Ham, fritaget fra. Kristi domstol derimod er en domstol af en helt anden karakter og har et helt andet formål.

"Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt." (2kor.5,10)

Som der står i ordet vi lige har læst, skal vi alle (DE KRISTNE) træde frem for Kristi domstol. Men hvornår? Det skal vi umiddelbart efter bortrykkelsen.

Hvad er formålet med Kristi domstol?

For at forstå formålet med Kristi domstol, må vi først forstå, hvad Paulus tænkte på, da han skrev disse ord til korintierne.

Det græske ord, som Paulus bruger for domstol, er “Bema”. Ordet “bema” er navnet på en domstol, der fandtes på Paulus´ tid. Denne domstol var en domstol for sejrvindere.



Ved denne domstol blev sportsudøvere, som havde vundet en eller anden kamp eller mennesker, der havde udført noget helt specielt, bedømt af en særlig komité, der så skulle tage stilling til, hvilken belønning, man skulle give den enkelte.

Det er en sådan en domstol, Paulus tænkte på, da han skrev “bema”. Ved Kristi domstol skal vi ikke dømmes til frelse eller fortabelse, ellers ville det jo også være i modstrid med nådens budskab.

Vi skal derimod bedømmes af Herren som sejrvindere i kraft af forsoningen. Her vil Herren tage stilling til, hvilken belønning den enkelte skal have - ud fra hvordan den enkelte har handlet (tjent) her i livet. Hvordan vi har forvaltet vores liv.

Set i dette lys, bringer budskabet om Kristi domstol, en hellig respekt men også en vidunderlig forventning ind i vores hjerter.

Artikel: Er du en fjende af Kristi kors?

"Thi, som jeg ofte har sagt jer og nu igen siger med tårer: mange vandrer som fjender af Kristi kors, de ender i fortabelse, bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind." (Fil. 3.18-19).

"Mange vandrer som fjender…" Dette er nogle alvorlige ord fra Paulus ved den Hellige Ånd og det er vigtigt at vi tager sådanne ord til os, at vi grunder over ordene så Åndens budskab kan få lov til at trænge ind i vore hjerter. Jakob siger at vi skal tage imod ordet med sagtmodighed (Jak. 1,21). Det vil sige uden oprør i hjertet.

Jesus prædiker det samme budskab når han i sin bjergprædiken siger: " Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den." (Matt. 7,13-14)

Men hvad vil det sige at vandre som en fjende af Kristi kors? Hvad vil det sige at vandre på fortabelsens vej? Mange vil sige at det gør de som ikke har taget imod Jesus som deres frelser. Hvilket er sandt. Men der ligger mere i dette end som så.

At være fjende betyder at være en modstander af noget. I dette tilfælde Kristi kors.
For at forstå hvad Paulus mener, er det derfor vigtigt at vide hvad Kristi kors er. Kristi Kors er stedet hvor gamle Adam blev korsfæstet. Det er der hvor Herren gjorde op med i hele verdens synd, hvor alt hvad der hører den gamle natur til fik sin dødsdom. Kristi kors er altså et dommens sted. Det var her Jesus Kristus frivilligt, i kærlighed til dig og mig, modtog den dødsdom vi skulle have haft. "Os til fred kom straf over ham…" (Es. 53).

Så Kristi kors er både et Dommens og et Frelsens sted. Et Frelsens sted for dem som frivilligt har accepteret dommen over gamle Adam og har taget imod det nye liv i Kristus.

Det er her vi må lade den Hellige Ånd få lov til at ransage os. Som salmisten beder i salme 139: "Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!"

At vandrer som en fjende af Kristi kors vil sige at jeg i mit liv ikke har accepteret dommen over min gamle natur.
At jeg fortsat øser vand af fra denne verdens sprukne brønde, at jeg fortsat har mine kilder mig selv og min egen Adamsnatur.

"… de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft." (2 Tim. 3,5).

Det vil sige at du midt i menigheden kan leve et liv hvor du egentlig er en fjende af Kristi Kors. Du forsøger at leve et retfærdigt og et pænt liv og du gør det så godt du kan. Men din kilde er ikke Jesu Kristi kors, men derimod din egen selvforbedelse og stræberi efter at ligne de andre. Du har ikke forstået at Kristus døde og opstod, netop fordi du ikke selv er i stand til at frembringe retfærdighed. Den eneste retfærdighed vi mennesker kan frembringe er selvretfærdighed. Og den bringer ingen til Himlen.

"For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen,…" (Fil 3,8-9).

Altså for Kristi skyld, på grund af hans kors, fordi Han har vist mig hvilken dom og lidelse Han måtte gennemgå på grund af min synd/syndenatur. Fordi jeg har set Gud Faders dom over Kristus på korset har jeg set hans dom over mig.

Derfor har jeg ikke længere blikket rettet mod mig selv og hvad jeg formår. Jeg søger ikke længere at "frelse" eller "hellige" mig selv i min egen kraft. Jeg gør ikke længere brug af det som Gud Fader fordømte på korset. Jeg har i stedet for taget imod Jesu Kristi retfærdighed og lever nu det nye liv i Kristus, hvor jeg ikke skal opfylde lovens krav men hvor lovens krav opfyldes i mig (Rom. 8,4) ved den Hellige Ånd.

"Thi "de omskårne", det er os, som tjener Gud ved hans Ånd og priser os lykkelige i Kristus Jesus og ikke sætter vor lid til det udvortes" (Fil. 3,3)

Så, hvor går din vandring? Hører du til dem der tjener Gud ved Ånden og priser sig lykkelig i Kristus i tillid til Ham. Eller "Tjener du Gud" af din kraft i tillid til dig selv?

Vi må bede Gud åbne vores øjne så vi ser Hans vej, Hans frelse, Hans liv o.s.v.

"Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!"

Artikel: Guds retfærdighed

"Thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud. Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror."  Rom.10: 2-4

At være nidkær for Gud er godt, men ikke uden forståelse. Det var dette, jøderne gik fejl af i deres gudsdyrkelse. Men hvad var det de ikke havde forstået?

Det, som jøderne ikke havde forstået og som vor tids selvretfærdige ikke har forstået, er som Paulus skriver "retfærdigheden fra Gud". Han skriver, at fordi de ikke har forstået dette har de ikke "bøjet sig under retfærdigheden fra Gud".

Hvad vil dette sige?
Paulus skriver meget klart om retfærdigheden fra Gud i Rom. 3:21-26, hvor han skriver, at: "Nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud....en retfærdighed ved tro på Jesus Kristus". Det var dette, som de ikke havde forstået, de forsøgte at retfærdiggøre sig overfor Gud ved at gøre gode gerninger i henhold til loven. Men Guds ord siger klart at ingen bliver retfærdiggjort af lovgerninger i Hans øjne (Rom 3:20). Vi mennesker er meget selvretfærdige og har meget svært ved at erkende, at vi er det, som skriften siger vi er.

"Der er ingen retfærdig, ikke én; der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud; afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste." (Rom 3,10-12)

Hvad med dig, du, som læser dette, har du erkendt dette?
Det er sådan, Gud ser på os mennesker, det siger Skriften. Dette er det første, Gud må lære os for at vi kan tage imod det, som han har til os, nemlig Hans retfærdighed.

Jesus kom for at frelse syndere, ikke for at fordømme. Jesus tog vores fordømmelse på korset, da han tog den dom over sig som vi med rette skulle have haft. Her tog farisærerne forkert, de troede, at Messias skulle komme og godkende deres tro og oprette et rige, hvor de skulle stå i spidsen.

Der er også mange i dag, som tror, at Jesus er kommet for at gøre dem retfærdige i dem selv. De beder, evangeliserer, læser bøger og er med i en masse aktiveteter rundt omkring i menighederne, men de gør det alt sammen for at ville være gode i Guds øjne og derved få fred i hjertet.

Lad os give Gud ret og tage imod hans frelse, som netop er til de fortabte, ugudelige og uretfærdige (Rom 4:4-5). Det er nemlig os, som ikke kan fremvise en masse gerninger.

Men det er til os, at det glade budskab lyder: vore synder er sonet og skylden betalt! Det er vidunderligt at tage imod denne sandhed, det vil forandre hele dit liv, et liv, hvor du virkelig vandrer med Gud.