”Da det nu var blevet aften den samme dag,
den første dag i ugen, og disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt
for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred
være med eder!« Og idet han sagde det, viste han dem både sine
hænder og sin side. Da blev disciplene glade, fordi de så Herren. Jesus
sagde da igen til dem: »Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig,
således sender jeg også jer.« Og da han havde sagt det, åndede
han på dem og siger til dem: »Modtag Helligånden!”. Joh. 20,19-22
Denne lille passage fra Johannesevangeliet forkynder
et enkelt og et meget håndgribeligt budskab. Vi kommer ind i beretningen lige
efter at Jesus er blevet korsfæstet – død og lagt i graven. Disciplene var
slået med frygt og tvivl. Deres hjerter var fyldt med forvirring og modløshed.
Alt hvad de havde regnet med, troet på og forestillet
sig om hvad der var Guds vej med dem, var med ét blevet revet væk under deres
fødder. De havde forestillet sig at Jesus skulle krones som konge over Israel,
og at messiastidens herlighed skulle begynde. De skulle have siddet på troner
sammen med Jesus som hans tro tjenere
– og nu, ja nu sad de bag lukkede døre i
frygt for romerne og deres ”konge” var blevet korsfæstet. ”Drømmen” var blevet
knust.
Der var stor forvirring i blandt dem og de vidste ikke
rigtig hvad de skulle tro. Peter og Johannes havde kort forinden fortalt dem om
at de havde været ude ved Jesu grav og at denne var tom.
’Hvem havde dog taget liget og hvad havde de gjort ved liget og hvem kunne dog finde på sådan noget’ – som om det ikke var slemt nok i
forvejen! Havde ondskaben ikke allerede knust ”drømmen” og Guds sag gjort til
intet?
