Viser opslag med etiketten Frygt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frygt. Vis alle opslag

Andagt: Du travle vandringsmand - Kan du høre Ham?

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Mat 11,28

Dette er nogle af de mest udfordrende ord fra Jesus. Ordene er til dig og mig fra Jesus, lige ind i en fortravlet hverdag hvor det i forvejen kan være svært at få tingene til at hænge sammen. Og så alligevel lyder det fra Jesus ”Kom til mig”.

Er det fordi Jesus ikke har nogen forståelse for din situation? Kan han ikke se at det er vigtigt at du bruger tid på at arbejde, tjene penge, passe børn, købe ind, besøge brødre og søstre, ja, listen kunne være meget længere endnu.

Jo, Jesus kender din situation og han kender dine behov. Problemet er bare, at vi ofte ikke kender vores sande behov. Vi ser tingene på hovedet. Vi tror at hvis vi nu bare kan få sat orden på hverdagen og økonomien så vil alt det der med Jesus og alt det åndelige også komme i orden. Vi tror at så vil vi få freden, længslen og glæden tilbage. Samt at der vil komme orden på vores bønsliv. Alt vil komme i den skønneste orden. Vi nærmest ryster på hovedet, i vantro, når vi hører Jesus tale om at vi skal komme til ham.

Artikel: Da ”drømmen” blev knust.

Da det nu var blevet aften den samme dag, den første dag i ugen, og disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med eder!« Og idet han sagde det, viste han dem både sine hænder og sin side. Da blev disciplene glade, fordi de så Herren.Jesus sagde da igen til dem: »Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer.«  Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: »Modtag Helligånden!”. Joh. 20,19-22

Denne lille passage fra Johannesevangeliet forkynder et enkelt og et meget håndgribeligt budskab. Vi kommer ind i beretningen lige efter at Jesus er blevet korsfæstet – død og lagt i graven. Disciplene var slået med frygt og tvivl. Deres hjerter var fyldt med forvirring og modløshed.

Alt hvad de havde regnet med, troet på og forestillet sig om hvad der var Guds vej med dem, var med ét blevet revet væk under deres fødder. De havde forestillet sig at Jesus skulle krones som konge over Israel, og at messiastidens herlighed skulle begynde. De skulle have siddet på troner sammen med Jesus som hans tro tjenere

 – og nu, ja nu sad de bag lukkede døre i frygt for romerne og deres ”konge” var blevet korsfæstet. ”Drømmen” var blevet knust.

Der var stor forvirring i blandt dem og de vidste ikke rigtig hvad de skulle tro. Peter og Johannes havde kort forinden fortalt dem om at de havde været ude ved Jesu grav og at denne var tom.
’Hvem havde dog taget liget og hvad havde de gjort ved liget og hvem kunne dog finde på sådan noget’ – som om det ikke var slemt nok i forvejen! Havde ondskaben ikke allerede knust ”drømmen” og Guds sag gjort til intet?

Andagt: Et uforskyldt privilegium – på blodets grund.

Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen,.. ...så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished,..” Hebr. 10,19+22a

Når du beder, på hvilket grundlag henvender du dig så til din skaber? Er det fordi du mener at have krav på at han hører dig? Der kan være mange motiver og bevæggrunde der driver os mennesker til at bede.

Nogle beder, fordi de mener det er deres pligt, andre fordi de har dårlig samvittighed og andre igen for at opfyldt deres ønsker.

Alt dette har blot selvet i centrum og hviler i menneskets egen fromhed.

Andagt: Skjult på ulykkens dag.

Thi han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, skjuler mig i sit telt og løfter mig op på en klippe. Derfor løfter mit hoved sig over mine fjender omkring mig. I hans telt vil jeg ofre jubelofre, med sang og med spil vil jeg prise Herren.” Sl. 27,5-6

David kommer her med et herligt løfte til dig og mig på ”Ulykkens dag”. Paulus bruger udtrykket ”den onde dag” i Ef. 6. Det som der her er vigtigt at forstå er at vi som kristne ikke er ”fritaget” fra at opleve modgang, angreb eller at hele din livssituation med ét kan blive forandret - ”...på ulykkens dag...”.

Men Halleluja, David fortæller os også noget mere – han siger at når vi kommer ud for disse ting i vores liv TAGER GUD OVER. David siger om Gud at: Han gemmer os i sin hytte, Han skjuler os i sit telt og Han løfter os op på en klippe (Kristus).

Med andre ord Han vil skærme dig og bevare dig i troen så du, i troen, kommer levende ud på den anden side. Paulus skriver til de kristne i Kolossæe at:

”...I er jo døde, og JERES LIV ER SKJULT MED KRISTUS I GUD...” Kol. 3,3

David skriver at det er på grund af det Gud gør at hans hoved løfter sig over fjenderne omkring ham og at dette grunden til at han udbryder: ...I hans telt vil jeg ofre jubelofre, med sang og med spil vil jeg prise Herren.”

Han ofrer jubelsang og lovprisning i Kristus på ”ulykkens dag” fordi han har set hvad Gud allerede har gjort for ham I KRISTUS.

Thi ”de omskårne”, det er os, som tjener Gud ved hans Ånd og priser os lykkelige i Kristus Jesus og ikke sætter vor lid til det udvortes.” Fil. 3,3

Artikel: I Herrens nærhed

Og Herren sagde: “Se, her er et sted i min nærhed, stil dig på klippen der! “ 2 Mos 33,21

Dette skriftsted fra det gamle testamente, er en profeti om Kristi forsoningsværk på Golgatha. I dette skriftsted ligger nøglen til fællesskab med Gud.
Ofte når vi siger fællesskab med Gud, tænker vi på bøn eller bibellæsning. Når vi søger hans fællesskab er det ofte dette vi giver os i kast med.

Bøn og bibellæsning er også en nødvendighed i vort samfund med Gud men der er nogle grundlæggende ting det er vigtigt at få lys over for at opleve sandt fællesskab med Gud.

Der er mange mennesker der beder til Gud og læser deres bibel men aldrig har fællesskab med Gud. Der kan være mange grunde til at de læser i bibelen, det kan være at de er opdraget til det hjemmefra, af samme grund er der også mange der beder til Gud. Nogle søger Gud af pligt, for at gøre sig fortjent til frelse og oplever en konstant dårlig samvittighed når de ikke har læst den mængde som de plejer i bibelen eller bedt den bøn remse de er vant til.

Hvis vi læser bibelen med et alvorligt hjerte og tager de ord til os som vi læser, vil vi hurtigt finde ud af at der er mange krav til vore liv hvis vi ønsker fællesskab med en hellig Gud. Der står blandt andet i Sl. 15,1-2 “ Herre, hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte, “. Her er altså kravet til dig og mig hvis vi vil have med Gud at gøre. Det nytter ikke at forkaste Hans Ord og sige “ Ja, Ja, men Gud er jo nådig så jeg gør det så godt som jeg kan, så må Gud gøre resten.”.

Dette er Guds ord og vi må tage det alvorligt.
Vi vil dog hurtigt finde ud af at det er umuligt at opfylde dette krav, for hvem uden Jesus, har vandret fuldkomment og talt sandhed af hjertet? Ingen. Derfor befinder du og jeg os i en tilstand, i os selv, hvor det er umuligt at have fællesskab med Gud.

Men kravet fra Guds side er dog stadig det samme. Jesus siger i Matt 5,20 “ hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”. Vi ved om farisæerne at de brugte hele deres liv på at opfylde loven og her siger Jesus at hvis vi ikke overgår dem, vil vi slet ikke komme ind i Himlen. Det er ikke bare ord, det er Jesu egne ord. Når dette bliver klart for os, kommer der et råb i vores hjerter “ Gud! Vær mig synder nådig!” Luk 18:13.

Og det er lige præcis her at evangeliet kommer ind. Evangeliet er til dig som ikke kan leve op til Guds standard. Det er til dig som er fuld af synd fra top til tå.

Til dig lyder det fra Guds Hellige trone: “SE, HER ER ET STED I MIN NÆRHED, STIL DIG PÅ KLIPPEN DER!

Halleluja, der er et sted i Faderens nærhed for dig og mig. Dette sted er et vidunderligt sted, nemlig på klippen. Hvad vil det så sige at stå på klippen? Ud fra bibelen kan vi se at klippen er et billede på Jesus, der står i 1 Kor 10,4 ”thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus.”

Jesus som vandrede fuldkomment, uden synd, gik frivilligt op på korset for dig og mig. Der sonede Han din og min synd og fjernede derved alle anklagepunkter i dit og mit liv. Derfor kan vi nu med frimodighed gå frem for Faderens trone med en ren samvittighed. Du er nu forsonet med den Hellige Gud.

Dette er det eneste sted og det eneste grundlag du og jeg nogensinde kan træde frem for Gud og have fællesskab med Ham på. Vi vil aldrig blive retfærdige eller fuldkomne i os selv. Alt hvad vi har, har vi fået i kraft af Jesu forsoningsværk. Hvis dette er din tro, kan du trygt hvile i dette skriftsted:

Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed.” Rom. 5,1-3

Artikel: Kristi Domstol - et nådens budskab

"Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt." (2kor.5,10)

Hos mange giver det nærmest et gip i hjertet, når Kristi domstol bliver nævnt, for mange kristne er det et budskab forbundet med frygt og dårlig samvittighed.

Denne frygt har ofte sin grund i, at man har misforstået bibelens budskab og har derved blandet nogle ting sammen.

"Nåde og fred blive eder stadig rigere til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende." (2Pet.1,2)



Disse ord fra Apostlen Peter er en god rettesnor for vores åndelige vækst. Her bliver der klart og utvetydigt givet os til kende, at des mere vi lærer Gud Fader og Jesus at kende, des mere vil vi vokse i nåde og fred. Det er derfor Herrens helt klare ønske og plan for dig og mig, at freden skal blive større samtidig med at vi når til en dybere erkendelse af Guds nåde i vore hjerter.

Her må vi godt ransage os selv og mærke efter, om vi er i troen (2Kor.13,5). Det er kun, hvis dit hjerte hviler trygt i Guds nåde på forsoningens grund, du vil opleve en fredens vækst i stedet for en vækst i frygt og dårlig samvittighed.

“Men I skal lade det, I har hørt fra begyndelsen, blive i jer. Hvis det, I har hørt fra begyndelsen, bliver i jer, bliver I også i Sønnen og Faderen.” (1Joh.2,24)

Hvad var det, vi hørte i begyndelsen?
Det var ordet om korset. Det var frelsens vidunderlige budskab, om frelse af bare nåde ved tro på Jesus Kristus. Det var budskabet om, at Jesus bar vore synder op på korsets træ og derved tog den straf, som du og jeg med rette skulle have haft. I kraft af dette kors er du og jeg blevet retfærdiggjort overfor Faderen, mennesker og djævelen. Ingen har længere ret til at anklage dig for nogen som helst synd, lige så lidt som en morder kan anklages og dømmes for det samme mord to gange.

Det er denne tro, som Apostlen Johannes formaner os til at blive i; han siger ydermere, at hvis vi gør dette, vil vi forblive i Faderen og Sønnen.

Denne sandhed må vi aldrig forlade, den er selve grundvolden i den kristne tro. Alle andre åbenbarelser ud fra Skriften er grundlagt på den samme tro. Derfor skal alt nyt lys, vi modtager udfra Skriften prøves i forhold til og ses i lyset af korsets budskab.

Derfor skal budskabet om Kristi domstol naturligvis også ses udfra nådens lys.

Ofte bliver Kristi domstol forvekslet med “Den store hvide trone” fra Johannes Åbenbaring 20,11-15, hvor der er nogle, der bliver kastet i Ildsøen. Men “Den store hvide trone” er det sted hvor alle “ikke-troende” skal dømmes. Om denne dom siger Jesus klart i Johannes Evangeliet 5,24, at denne dom er vi, som tror på Ham, fritaget fra. Kristi domstol derimod er en domstol af en helt anden karakter og har et helt andet formål.

"Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt." (2kor.5,10)

Som der står i ordet vi lige har læst, skal vi alle (DE KRISTNE) træde frem for Kristi domstol. Men hvornår? Det skal vi umiddelbart efter bortrykkelsen.

Hvad er formålet med Kristi domstol?

For at forstå formålet med Kristi domstol, må vi først forstå, hvad Paulus tænkte på, da han skrev disse ord til korintierne.

Det græske ord, som Paulus bruger for domstol, er “Bema”. Ordet “bema” er navnet på en domstol, der fandtes på Paulus´ tid. Denne domstol var en domstol for sejrvindere.



Ved denne domstol blev sportsudøvere, som havde vundet en eller anden kamp eller mennesker, der havde udført noget helt specielt, bedømt af en særlig komité, der så skulle tage stilling til, hvilken belønning, man skulle give den enkelte.

Det er en sådan en domstol, Paulus tænkte på, da han skrev “bema”. Ved Kristi domstol skal vi ikke dømmes til frelse eller fortabelse, ellers ville det jo også være i modstrid med nådens budskab.

Vi skal derimod bedømmes af Herren som sejrvindere i kraft af forsoningen. Her vil Herren tage stilling til, hvilken belønning den enkelte skal have - ud fra hvordan den enkelte har handlet (tjent) her i livet. Hvordan vi har forvaltet vores liv.

Set i dette lys, bringer budskabet om Kristi domstol, en hellig respekt men også en vidunderlig forventning ind i vores hjerter.