”Da det nu var blevet aften den samme dag,
den første dag i ugen, og disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt
for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred
være med eder!« Og idet han sagde det, viste han dem både sine
hænder og sin side. Da blev disciplene glade, fordi de så Herren. Jesus
sagde da igen til dem: »Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig,
således sender jeg også jer.« Og da han havde sagt det, åndede
han på dem og siger til dem: »Modtag Helligånden!”. Joh. 20,19-22
Denne lille passage fra Johannesevangeliet forkynder
et enkelt og et meget håndgribeligt budskab. Vi kommer ind i beretningen lige
efter at Jesus er blevet korsfæstet – død og lagt i graven. Disciplene var
slået med frygt og tvivl. Deres hjerter var fyldt med forvirring og modløshed.
Alt hvad de havde regnet med, troet på og forestillet
sig om hvad der var Guds vej med dem, var med ét blevet revet væk under deres
fødder. De havde forestillet sig at Jesus skulle krones som konge over Israel,
og at messiastidens herlighed skulle begynde. De skulle have siddet på troner
sammen med Jesus som hans tro tjenere
– og nu, ja nu sad de bag lukkede døre i
frygt for romerne og deres ”konge” var blevet korsfæstet. ”Drømmen” var blevet
knust.
Der var stor forvirring i blandt dem og de vidste ikke
rigtig hvad de skulle tro. Peter og Johannes havde kort forinden fortalt dem om
at de havde været ude ved Jesu grav og at denne var tom.
’Hvem havde dog taget liget og hvad havde de gjort ved liget og hvem kunne dog finde på sådan noget’ – som om det ikke var slemt nok i
forvejen! Havde ondskaben ikke allerede knust ”drømmen” og Guds sag gjort til
intet?
Kort tid efter, var Maria Magdelene kommet og fortalt,
at hun havde talt med Jesus. Han var slet ikke var død! Men Jesus havde sagt
til hende, at han ville tage op til sin Fader og Gud. ’Jeres og min Fader og
Gud’ havde han sagt.
Midt i blandt disciplene, sidder også to mænd som lige
er ankommet fra Emmaus, også de fortalte at de havde mødt Jesus. De fortæller
om at Jesus havde fortalt dem om at det var Guds vilje at han skulle
korsfæstes, dø og opstå fra de døde (Luk.
24,13-35). Alt dette kunne de godt huske at Jesus havde fortalt dem om –
men var det ikke bare åndelige billeder og illustrationer? Kunne det virkelig
passe at Jesus var opstået fra de døde eller var disse mennesker blot gået fra
forstanden pga. deres sorg over at havde mistet en ven og ”drømmen” var blevet
knust.
Det er lige præcis her, ind i denne situation, den
opstandne Jesus åbenbarer sig for disciplene. Lige med ét står han pludselig
dér – lyslevende – der, midt i al deres tvivl, frygt og forvirring. Inden de
når at sige noget eller med forstanden begribe hvad det er de nu er vidne til
siger Jesus: ”Fred være med eder!”. –
der er ingen bebrejdelser, ingen anklager – han rækker blot sine naglemærkede
hænder frem imod dem.
Med ét stod profeten Esajas´s ord klart for dem:
”Og dog - vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter på sig; vi regnede ham
for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. Men han blev såret for vore
Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; OS TIL FRED KOM STRAF OVER HAM, vi
fik Lægedom ved hans Sår. Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej,
men HERREN lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle.” Es. 53,4-6
De havde fået fred med Gud! (Rom. 5,1) og deres hjerter strømmede over med fred og glæde – de
havde set Herren! Al tvivl, forvirring og sorg var forsvundet som dug for
solens stråler.
Jesus var ikke færdig med dem endnu, han havde endnu
et budskab til sine disciple: ”Jesus
sagde da igen til dem: »Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig,
således sender jeg også jer.« Og da han havde sagt det, åndede
han på dem og siger til dem: »Modtag Helligånden!”.
Med andre ord sagde Jesus ’Nu da I har fået fred med
Gud, ved mit blod og ved min død og opstandelse. Gå da ud og forkynd dette
budskab for al verden!’ Matt. 28,18-20 +
Mark. 16,15
”Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi,
se, noget nyt er blevet til! Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig
selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i
Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres
overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud
på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer
forlige med Gud!” 2 Kor. 5,17-20
”I har fået det for intet, giv det videre for intet”. Matt. 10,8.
Kære læser, du taget imod freden fra Gud? – denne fred
er Jesus selv. Hvis du ikke kender til denne fred kan du tage imod den i dag?
Du skal blot vende dig til Jesus som du er og tage imod hans frelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar