Andagt: PEIRAZO – fristelser og prøvelser...

”Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe en vej ud af den, så I kan stå den igennem.” 1 Kor. 10,13

”Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser.” Jak. 1,2

I enhver prøvelse ligger der en mere eller mindre skjult fristelse – en fristelse til frafald eller til at gå en nemmere vej – sin egen vej. Fristelse og prøvelse ligger ofte tæt op af hinanden i skriften. 

Det græske ord for fristelse og prøvelse er det samme. Ordet som bruges i det nye testamente er PEIRAZO.

PEIRAZO – har egentlig en neutral betydning såsom – at undersøge, prøve og forsøge. Det er motivet bag som udgør forskellen positivt eller negativt –

Positivt, Guds motiv: at få noget frem, eller styrke, det gode SOM ALLEREDE ER DER (Kristus i dig – det nye menneske.)

Negativt, Djævelens motiv: Ondskabsfuldt forsøg på at bringe til fald eller tilføje nederlag – derfor kaldes Djævelen Fristeren.

Andagt: Al trøsts Gud.

”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, som trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!” 2 Kor. 1,3-4

Tænk dig det er en vidunderlig Gud vi er kommet til tro på – en Gud som trøster os under al vor trængsel. Med dette indikerer Paulus også klart her at vi som kristne kommer igennem trængsler og det ligger nærmest i luften at det hører med til det normale kristne liv.

Paulus fortæller os at denne trøst vi modtager har et ganske bestemt formål – nemlig at vi skal give den videre til vore medbrødre og søstre i Herren.

Nogle gange, kan vi stå i nogle omstændigheder, som for det menneskelige øje, kan synes at virke meningsløse og ikke bringe andet end smerte ind over vores liv.

Med troens øjne ser det dog ganske anderledes ud. Paulus udtrykker det på denne måde længere fremme i samme brev:

 

”Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt.” 2 Kor. 4,17-18

Paulus kalder Faderen for ”al trøsts Gud...”, altså med andre ord, er Faderen kilden til al sand trøst.

Der findes mange ting i denne verden, hvorved mennesker forsøger at finde trøst – enten i andre mennesker, i materielle ting eller de søger alverdens rusmidler – for om muligt, i dette, at finde fred og hvile i sjælen – men den sande trøst er ikke at finde i denne verden, den findes kun i Gud.

Paulus siger om ”al trøsts Gud...” at han ”trøster os under al vor trængsel,..”, dette gælder vel at mærke dem hvis øjne er rettet mod Ham og hvis ånd er åben for Ham. Prøv engang at læse hvordan salmisten fra salme 119 udtrykker sin længsel efter Herren under sin trængsel: ”Efter din frelse længes min sjæl, JEG BIER PÅ DIT ORD. MINE ØJNE LÆNGES EFTER DIT ORD og siger: ”Hvornår mon du trøster mig?”.” Sl. 119,81-82

Så kære bror og søster, hvis du er i trængsel – så vær i forventning til Gud, søg hans åsyn i hans Ord så han kan få lov til at tale til dig. Så vil du erfare at Gud selv vil trøste dig ved sin Ånd og sit Ord og hold det ikke for dig selv men giv trøsten videre. Gud Velsigne Dig!

”Men Gud, som trøster de nedbøjede, trøstede os...” 2 Kor. 7,6

Andagt: Skjult på ulykkens dag.

”Thi han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, skjuler mig i sit telt og løfter mig op på en klippe. Derfor løfter mit hoved sig over mine fjender omkring mig. I hans telt vil jeg ofre jubelofre, med sang og med spil vil jeg prise Herren.” Sl. 27,5-6

David kommer her med et herligt løfte til dig og mig på ”Ulykkens dag”. Paulus bruger udtrykket ”den onde dag” i Ef. 6. Det som der her er vigtigt at forstå er at vi som kristne ikke er ”fritaget” fra at opleve modgang, angreb eller at hele din livssituation med ét kan blive forandret - ”...på ulykkens dag...”.

Men Halleluja, David fortæller os også noget mere – han siger at når vi kommer ud for disse ting i vores liv TAGER GUD OVER. David siger om Gud at: Han gemmer os i sin hytte, Han skjuler os i sit telt og Han løfter os op på en klippe (Kristus).

Med andre ord Han vil skærme dig og bevare dig i troen så du, i troen, kommer levende ud på den anden side. Paulus skriver til de kristne i Kolossæe at:

”...I er jo døde, og JERES LIV ER SKJULT MED KRISTUS I GUD...” Kol. 3,3

David skriver at det er på grund af det Gud gør at hans hoved løfter sig over fjenderne omkring ham og at dette grunden til at han udbryder: ...I hans telt vil jeg ofre jubelofre, med sang og med spil vil jeg prise Herren.”

Han ofrer jubelsang og lovprisning i Kristus på ”ulykkens dag” fordi han har set hvad Gud allerede har gjort for ham I KRISTUS.

”Thi ”de omskårne”, det er os, som tjener Gud ved hans Ånd og priser os lykkelige i Kristus Jesus og ikke sætter vor lid til det udvortes.” Fil. 3,3

Artikel: På evig grund

"De, der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes." Sl. 125,2

Jeg hørte en dag én læse dette skriftsted op. Lige med ét så jeg, hvad der egentlig står skrevet i dette lille vers fra Salmernes bog. Tidligere når jeg læste dette skriftsted, fik det en bestemt drejning inde i mit sind. Jeg opfattede det som om der stod noget i retning af "Stol på Herren, han er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes.". Det er jo også sandt, men det er jo ikke det, der står i dette skriftsted.

Nej, hvad står der? Der står "DE, DER STOLER…". Salmisten skriver ikke om Herren, men han skriver om Herrens venner, dem, der stoler på Herren. Hvilken stor forskel. Kan det virkelig passe? Hvad er det salmisten prøver at fortælle os?

Jeg kan starte med at sige, hvad han ikke prøver fortælle. Han skriver ikke, at den, der stoler på Herren, ikke vil opleve rystelser i sine omgivelser eller opleve modgang i livet. Men ofte læser vi det sådan, og så bliver vi skuffet, når virkelighedens realiter rammer os og forstår ikke, hvorfor Gud ikke griber ind.

Nej, der står her noget som er langt mere vidunderligt. Det er en konstatering af, hvordan levende tro på Jesus giver sig til kende i hverdagen. "De, der stoler På HERREN, er som Zions bjerg,.."

At være som Zions bjerg, siger ikke så meget om dig som person, om du er stærk eller om du har en fast karakter. Det, der er tale om her, er troen, hvad du hviler i, hvor dit hjerte har sin ro.

Hvis du har din tillid i dig selv og din "faste" karakter eller styrke, så vil du opleve gang på gang, at hele dit livsgrundlag rokkes og krakelerer.

Det er her troende og ikke-troende skilles, det er her religiøse kristne og levende kristne skilles. Den religiøse "hviler" dybest set i sig selv. Enten i sine gerninger, sin tro eller ritualer af forskellig art.

Den troende derimod stoler på Herren og HAM ALENE.

Han hviler ikke i troen, han hviler i HERREN. Det er af stor betydning, at vi ser denne forskel, så vi ikke bedrager os selv. Mange har kristne har forspildt årevis på den religiøse cykel og er aldrig kommet videre. Det er ikke Guds vilje. Han ønsker, at vi skal få øjnene væk fra os selv og hen på Jesus. Det er her at den sande hvile er at finde.

Levende tro fokuserer ikke på sig selv. Der er nemlig ikke nogen kraft i troen alene, men alene i den, som troen er rettet imod og sat i forbindelse med. Det er Jesus,der gør forskellen.

"Når storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig grund." Ordspr. 10,25

Det er vidunderligt at stå på denne faste grundvold. Den er, som ordsprogenes bog fortæller, en evig grundvold. At vandre på denne grundvold, er som at vandre på en højslette, hvor der er rigeligt plads og hvor der er et godt udsyn.

Denne højslette er intet mindre end Jesu fuldbragte værk på Golgatha.

Vandringen her er ikke som at vandre på en spids bjergtop, hvor man hele tiden er nervøs for at falde ned, nej, her er trygt og sikkert og her er vidunderligt at være.

Andagt: Det prøvede tro.

”Da skal I fryde jer, selv om I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro – som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild – må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.” 1 Pet. 1,6-7

Vi kristne taler ofte meget om tro og alle vil gerne have ”mere tro”. Dette er helt naturligt da bibelen taler meget om tro. Men ofte har vi ikke gjort os helt klart hvad det er for en tro bibelen taler om.

Når Peter skriver om den tro der er mere værd end det forgængelige guld tænker vi ofte på hvor herligt det er at ”eje” denne tro og glemmer næsten helt det faktum at Peter i de samme sætninger skriver om at ”...bedrøves i mange slags prøvelser”. 

Der er altså noget bedrøveligt som du og jeg skal igennem for at vi kan få del i denne dyrebare tro.

En ting der er vigtigt at gøre sig klart. Det er troen som prøves og ikke om du rent menneskeligt er i stand til at gå igennem en masse ydre påvirkninger og stadig stå med et smil på læben. 
Her tager vi ofte fejl og kæmper med at holde facaden i orden.

Troen, tilliden til Herren lutres og renses fra at vores menneskelige selvstræberi igennem de ”...mange slags prøvelser” Herren tillader på vores vej. Troen renses fra at se på sig selv og sin egen formåen. Troen regner kun med Gud, ikke med sig selv. Det er når vi erkender dette at vi kan sige sammen med Jakob ”...I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser.” Jak. 1,2

Spørgsmålet er ikke OM du kommer ind i prøvelser. Jakob skriver NÅR du kommer ind i prøvelser da regn regn det for glæde fordi ”I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed; og udholdenhed skal føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” Jak. 1,3-4.

”OG VI VED, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede.” Rom. 8,28