Artikel: På evig grund

"De, der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes." Sl. 125,2

Jeg hørte en dag én læse dette skriftsted op. Lige med ét så jeg, hvad der egentlig står skrevet i dette lille vers fra Salmernes bog. Tidligere når jeg læste dette skriftsted, fik det en bestemt drejning inde i mit sind. Jeg opfattede det som om der stod noget i retning af "Stol på Herren, han er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes.". Det er jo også sandt, men det er jo ikke det, der står i dette skriftsted.

Nej, hvad står der? Der står "DE, DER STOLER…". Salmisten skriver ikke om Herren, men han skriver om Herrens venner, dem, der stoler på Herren. Hvilken stor forskel. Kan det virkelig passe? Hvad er det salmisten prøver at fortælle os?

Jeg kan starte med at sige, hvad han ikke prøver fortælle. Han skriver ikke, at den, der stoler på Herren, ikke vil opleve rystelser i sine omgivelser eller opleve modgang i livet. Men ofte læser vi det sådan, og så bliver vi skuffet, når virkelighedens realiter rammer os og forstår ikke, hvorfor Gud ikke griber ind.

Nej, der står her noget som er langt mere vidunderligt. Det er en konstatering af, hvordan levende tro på Jesus giver sig til kende i hverdagen. "De, der stoler På HERREN, er som Zions bjerg,.."

At være som Zions bjerg, siger ikke så meget om dig som person, om du er stærk eller om du har en fast karakter. Det, der er tale om her, er troen, hvad du hviler i, hvor dit hjerte har sin ro.

Hvis du har din tillid i dig selv og din "faste" karakter eller styrke, så vil du opleve gang på gang, at hele dit livsgrundlag rokkes og krakelerer.

Det er her troende og ikke-troende skilles, det er her religiøse kristne og levende kristne skilles. Den religiøse "hviler" dybest set i sig selv. Enten i sine gerninger, sin tro eller ritualer af forskellig art.

Den troende derimod stoler på Herren og HAM ALENE.

Han hviler ikke i troen, han hviler i HERREN. Det er af stor betydning, at vi ser denne forskel, så vi ikke bedrager os selv. Mange har kristne har forspildt årevis på den religiøse cykel og er aldrig kommet videre. Det er ikke Guds vilje. Han ønsker, at vi skal få øjnene væk fra os selv og hen på Jesus. Det er her at den sande hvile er at finde.

Levende tro fokuserer ikke på sig selv. Der er nemlig ikke nogen kraft i troen alene, men alene i den, som troen er rettet imod og sat i forbindelse med. Det er Jesus,der gør forskellen.

"Når storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig grund." Ordspr. 10,25

Det er vidunderligt at stå på denne faste grundvold. Den er, som ordsprogenes bog fortæller, en evig grundvold. At vandre på denne grundvold, er som at vandre på en højslette, hvor der er rigeligt plads og hvor der er et godt udsyn.

Denne højslette er intet mindre end Jesu fuldbragte værk på Golgatha.

Vandringen her er ikke som at vandre på en spids bjergtop, hvor man hele tiden er nervøs for at falde ned, nej, her er trygt og sikkert og her er vidunderligt at være.