Gud sagde "Jeg har ikke forladt dig"

Et vidnesbyrd om alkoholisme, ensomhed og selvmordstanker

Jeg har modtaget dette vidnesbyrd fra Tony som bor i Odense. Det har været mig en stor opmuntring at læse. Først og fremmest fordi det er et vidnesbyrd om at Jesus er mægtig til at frelse enhver som kommer til ham og fordi det er et vidnesbyrd om Guds store kærlighed og omsorg.

Herren kender alles hjerter og hører hvert et hjertesuk som vi mennesker sender op til Ham.

Han er at finde for den som søger ham. Som også David skriver: "God og oprigtig er Herren, derfor viser han syndere vejen." Sl. 25,8

Derudover er det personligt også en glæde at høre, at mit frelsesvidnesbyrd, som jeg havde skrevet ned for snart tyve år siden og dengang hængt op i et butiksvindue, kunne Gud bruge til at kalde på Tony for anden gang. Det er ofte vi ikke hører eller for lov til at se frugten af det vidnesbyrd vi bringer. Men Gud arbejder videre også efter vi har glemt alt om de ord vi har skrevet. Guds Ord vender ikke tomt tilbage.
Må Gud Velsigne Dig.

Her kan du læse Tony´s vidnesbyrd:

Hej Morten Kilsholm.

Jeg hedder Tony, bor i Odense og vil gerne dele mit vidnesbyrd med dig, da du på en måde har del i, at jeg i sin tid tog mod til mig til at søge Herren.

Jeg er vokset op hos en enlig mor (fabriksarbejderske med 2 børn). Min far forlod familien da jeg var ca. 3-4 år gammel. Min lillebror kom til, da jeg var 7 år gammel og han var et resultat af et forhold, som min mor havde til en sømand, som så viste sig at være gift i forvejen.

Min opvækst foregik ikke i en specielt kristen atmosfære, men jeg husker dog, at jeg som medlem af en spejdertrup under Missionsforbundet fik noget af Guds ord indenbords i min tidlige ungdom (der blev sået nogle små frø hist og her i mit sind). Set i bakspejlet så står denne spejdertid i dag for mig, som den lykkeligste periode i mit liv.

Efter mor blev skilt fra min far (de blev gift fordi mor ventede mig), kan jeg huske mange søndage, hvor jeg forgæves sad på en trappesten foran vores opgang og ventede på, at han skulle komme og hente mig på tur, som han havde lovet. Men han dukkede ikke op. Det skete mange gange (sjældent kom han, de fleste gange ikke). Alligevel så jeg op til ham, selv om mor bebrejdende prøvede at forklare mig hvilken sjuft hun syntes han var.

Hvad angår familien på min mors side, så var min mor p.g.a. af et handicap (hun havde polio som barn) blevet placeret nederst i familiehierarkiet, og hun har fortalt mig hvordan hun blev kaldt Halte-Inge af sine forældre og søskende. Os børn mærkede det ved den konkurrence som især blev synlig omkring juletid (Min mosters børn skulle altid have gaver, som var lang større og flottere end dem min mor kunne give). Ligesom det blev antydet at mig og min lillebror ikke var helt fine i kanten - vi var jo født udenfor ægteskab.

I mine tidlige teenageår blev jeg grebet af tidsånden fra 68 og blev meget tiltrukket af hippiernes livstil. Min far som havde arbejde på en ingeniørtegnestue i nærheden af hvor jeg boede, havde jeg fået for vane at besøge omkring fyraftenstid. Det havde udviklet sig derhen, at jeg også havde besøgt ham i hans hjem nogle gange. Han var selv tiltrukket af hele miljøet omkring provo- og hippiebevægelsen, og da han fandt ud af, at jeg var begyndt at interessere mig for hash, så gav han mig også af og til et par klumper.

Men en dag jeg besøgte ham på hans arbejde lige før fyraften, så var der lige noget han skulle fortælle mig. Han fortalt at hans nuværende kone - (som han for øvrigt havde stjålet fra sin egen bror) - var meget jaloux på min mor, og derfor var det ikke så godt at jeg besøgte ham mere. Den gjorde ondt - rigtig ondt. Jeg var 17 år på det tidspunkt, da jeg blev forkastet af min egen far.

Samme år var jeg til min fætters bryllup og gjorde den fejl, at jeg ikke mødte festklædt op. Det resulterede i, at jeg også blev blacklistet af hele familien på min mors side. Det var den sidste gang jeg nogensinde blev inviteret med til nogen som helst form for familiesammenkomst. Min mor og min lillebror blev stadig inviteret med. Den sved også.

Nå men jeg havde jo lige fundet mig en sød pige, og jeg var ung og fandenivoldsk, så det skulle jo nok gå. Det gjorde det så også i en 4 års tid til vi nåede en nytårsaften. Her mødte min pige (som jeg forgudede) en anden, og dagen efter pakkede hun sit habengut og flyttede fra mig. Da blev jeg slået helt ud af kurs, og det blev startskuddet til et liv i druk og stofmisbrug.

Det stod på i 13 år hvor jeg flyttede en del rundt mellem forskellige kollektiver. Nogle af dem blev jeg smidt ud fra, og jeg endte til sidst op i et faldefærdigt hus laaaaangt ude på landet. Da jeg var 33 var jeg kommet så langt ud i druk at det var livstruende, og p.g.a. mavesmerter søgte jeg læge. Jeg lagde kortene på bordet og fortalte hvordan jeg levede (2 hele flasker vodka og 15 elefantbajere + alt det hash jeg kunne ryge om dagen, når det gik hårdest til). Lægen tog et par blodprøver og bad mig ringe tre dage senere.

Da jeg ringede 3 dage senere fik jeg klar besked. Han sagde ordret: ’Tony - du har to muligheder. Du kan stoppe med at drikke nu og så vil du måske overleve. Du kan også fortsætte, og så er du stensikker død indenfor 3 mdr.’ Tak for kaffe. Den måtte jeg lige skylle ned, og jeg gik direkte fra lægen og på værtshus. Da jeg vågnede næste dag i min usle rønne, brugte jeg 1½ time foran spejlet på badeværelset med at kigge mig selv dybt ind i øjnene, for at finde ud af hvem jeg var, og hvad der boede derinde bag ved øjnene. Jeg blev efterhånden enig med mig selv om, at jeg var for ung til at dø og tog beslutning om at stoppe med at drikke.

Samme dag tog jeg ned på mit stamværtshus (Færgegården i Assens) og bestilte en sodavand. Kammersjukkerne derinde kom med bemærkninger som: ’Hvad er det med dig, skal du ikke have en bajer’. Jeg fortalte at lægen havde givet mig det røde kort, og at jeg fra nu af var på vandvognen. Det kunne kammersjukkerne slet ikke acceptere, og jeg blev mødt med bemærkninger som: ’tøsedreng’, ’tag nu en bajer sammen med os’ og mere i den dur.

Da stod det lysende klart for mig, at hvis jeg skulle ud af drukken, så blev jeg nødt til at vende rundt og brænde alle broer til miljøet. Som sagt så gjort - jeg drejede rundt og forlod værtshuset uden at se mig tilbage. Og nu blev det for alvor svært at være mig. Sagen var, at alle ’de normale’ i lokalområdet kendte mig som ’en af de dersens misbrugere’, og de ville derfor ikke have noget med mig at gøre. Og mit eget drukmiljø havde jeg jo vendt ryggen til. Så resultatet blev en ensomhed la....angt ude på landet. I 5 år talte jeg stort set ikke med et menneske. Al min kontakt med andre, var den jeg havde, når jeg sagde daw til brugsuddeleren eller snakkede med min sagsbehandler.

Så en aften, da jeg lige var gået i seng, gjorde det så ondt indeni, at jeg næsten ikke kunne holde det ud mere, og jeg råbte af mine lungers fulde kraft ud i rummet: ’Min Gud, min Gud - hvorfor har du forladt mig?’. Og så lød der en hørlig stemme i rummet: ’Jeg har ikke forladt dig’. Bang. Jeg fløj op af sengen og undersøgte hele huset. Jeg troede der var nogen der gjorde grin med mig. Men der var ingen, og huset lå meget afsides (300 m. til nærmeste nabo).

Det gik jeg så og funderede over i et stykke tid. Var det min hjerne der spillede mig et puds, eller hvad var det lige der skete. Efter et stykke tid blev jeg enig med mig selv om, at så var det måske mig der havde forladt Gud.

Nå - jeg levede videre, og på et tidspunkt lykkedes det mig at overtale Assens kommune til et højskoleophold. På højskolen lod jeg være med at betale husleje, sparede pengene op og flyttede efter højskolen ind i en garage i Odense. Det var ligesom den eneste måde, som jeg kunne se, der var for at komme væk fra ensomheden på. Assens kommune havde tidligere givet mig afslag på hjælp til at flytte væk, da de mente jeg havde tage over hovedet.

Efter et par måneder i Odense uden regulær bopæl, lykkedes det mig at få en lejlighed i et gammelt fiskerhus hos en sød gammel dame i Søhus. Der boede jeg nogle år, medens jeg forsøgte at samle stumperne sammen. Jeg var stadig ensom og havde ondt i sjælen, og jeg husker særlig en vinteraften, hvor jeg var rigtig ked af det. Jeg gik en tur midt om natten og kom ned forbi havnen i Odense. Der var isblokke i vandet og det var bidende koldt. Jeg husker at jeg stod på kajkanten og overvejede om det ikke bare var nu, jeg skulle tage springet. Men fej som jeg var/er, så turde jeg alligevel ikke, da det kom til stykket.

Jeg fortsatte min ensomme nattur rundt i byens gader, og på et tidspunkt går jeg ud af Skibhusvej, da jeg pludselig ser et skilt over nogen butiksvinduer, hvor der står JESUS. Jeg bliver nysgerrig/draget og går over og kigger. Inde i butiksruden står der et staffeli med et vidnesbyrd. Jeg stopper op og læser det, og det går lige i hjertet på mig. Jeg føler mig ramt langt ind i sjælen, og jeg bliver klar over at jeg bliver nødt til at krybe til korset.

Da jeg kommer hjem begynder jeg at spekulere over hvor jeg så lige kan gøre det henne. Et par dage efter læser jeg så i Ugeavisen at Hans Berntsen skal holde møde i Pinsekirken i Odense, og jeg føler at jeg må gå derind. Som sagt så gjort. Da jeg træder ind over døren til kirken kommer der en følelse op i mig, som minder om dengang jeg var spejder, og jeg føler ligesom at jeg er kommet hjem.

Efter et stykke tid blev jeg døbt og selvom jeg ikke kommer i Pinsekirken mere af forkellige årsager, så ved jeg i dag, at uden Jesus er jeg håbløst og hjælpeløst fortabt. Jeg er ikke nogen superkristen, hænger vel nærmest lige på med neglerødderne. Men jeg klynger mig til skriftstederne som siger:

Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.
(Rom 4:5)

For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.(Efeserne 2:8-9)

Så jeg kan kun sige: Tak kære himmelske far at du gav din søn som sonoffer, for at lille ugudelige mig skulle få lov at have barnekår hos dig.

Og tak til dig Morten som gav det vidnesbyrd (Læs vidnesbyrdet her) der endelig fik mig til at søge Herren Jesus.

Mange kærlige hilsener

Tony Jacobsen.

Andagt: Jesus kommer snart – et trøstens ord

"Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. SÅ TRØST HVERANDRE MED DISSE ORD!” 1 Thess. 4,17-18

Vi hører ikke så meget til bortrykkelsen i disse dage. Sådan skulle det ikke være, Paulus opfordrer os til at trøste hverandre ved at minde hinanden om bortrykkelsen. Det skulle ofte være en del af vores samtaler – vi skulle udbryde ”Jesus kommer snart og henter os - Halleluja!”.

Johannes åbenbaring er tidligere også blevet kaldt ”menighedens trøstebog”.

Min påstand er at der er mange kristne i dag der ikke har dette forhold til Johannes åbenbaring – det er blevet en bog der beskriver uhyggelige rædsler der skal komme over denne verden. Og ja, der står der skrevet meget om ”Den store trængsel”, ”Guds vredes dag” osv. Hvilket jeg tror på alt sammen. Men for os som tror på Jesus som vores frelser er Johannes åbenbaring, først og fremmest, en ”Håbets Bog” som er os til trøst.

Vi har jo det troens håb at vi skal bortrykkes forud for denne trængsel. Vi skal ikke rammes af Guds og Lammets vrede. Gud er ikke længere vred på os – Jesus tog vores straf på Golgatha og forligte os med Faderen (se evt. 2 Kor. 5,17-19 + Es. 53,4-5).

”Thi Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi våger eller sover, skal leve sammen med ham.” 1 Thess. 5,9-10

Lad os stå med ”Frelseshåbet” (1 Thess. 5,8) som en hjelm der beskytter vort sind imod frygt og bekymring for fremtiden. Vi har en herlig fremtid i vente – lad ikke Djævelen stjæle dit frelseshåb – JESUS KOMMER SNART.

”Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans.” Åb. 3,11

Andagt: Hvad havde du forventet?

”Vær stille hos Gud alene, min sjæl, thi fra ham kommer mit håb,..” Sl. 62,6

Grundteksten kunne også oversættes sådan her ”Bi/vent på Gud alene, min sjæl, thi fra ham kommer hvad jeg har forventet”

Hvad forventer du af Gud? Er dine forventninger i overensstemmelse med hans Ord? Det er vigtigt at vide hvad vi kan forvente af Gud. Hvis vores forventninger til Gud ikke stemmer med bibelen kan vi naturligvis ikke forvente bønnesvar.

”Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.” Hebr. 11,1


Håb, i bibelen er på linje med at forvente. Vi håber det vi forventer. Ikke som vi danskere normalt opfatter det at håbe, ”jeg håber, jeg får det eller det til jul”.

Håb i bibelen er forankret i en troens overbevisning ud fra Guds Ord. ”Tro er fast tillid til det, man håber,..”. Så kære læser, hvad forventer du af Gud? Har du fået rettet dine forventninger ind i forhold til Guds Ord?

”Og dette er den tillid, vi har til ham, at når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os; og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået opfyldt, hvad vi bad ham om.” 1 Joh. 5,14-15

Artikel: Kristi Domstol - et nådens budskab

"Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt." (2kor.5,10)

Hos mange giver det nærmest et gip i hjertet, når Kristi domstol bliver nævnt, for mange kristne er det et budskab forbundet med frygt og dårlig samvittighed.

Denne frygt har ofte sin grund i, at man har misforstået bibelens budskab og har derved blandet nogle ting sammen.

"Nåde og fred blive eder stadig rigere til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende." (2Pet.1,2)

Disse ord fra Apostlen Peter er en god rettesnor for vores åndelige vækst. Her bliver der klart og utvetydigt givet os til kende, at des mere vi lærer Gud Fader og Jesus at kende, des mere vil vi vokse i nåde og fred. Det er derfor Herrens helt klare ønske og plan for dig og mig, at freden skal blive større samtidig med at vi når til en dybere erkendelse af Guds nåde i vore hjerter.

Her må vi godt ransage os selv og mærke efter, om vi er i troen (2Kor.13,5). Det er kun, hvis dit hjerte hviler trygt i Guds nåde på forsoningens grund, du vil opleve en fredens vækst i stedet for en vækst i frygt og dårlig samvittighed.

“Men I skal lade det, I har hørt fra begyndelsen, blive i jer. Hvis det, I har hørt fra begyndelsen, bliver i jer, bliver I også i Sønnen og Faderen.” (1Joh.2,24)

Hvad var det, vi hørte i begyndelsen?

Det var ordet om korset. Det var frelsens vidunderlige budskab, om frelse af bare nåde ved tro på Jesus Kristus. Det var budskabet om, at Jesus bar vore synder op på korsets træ og derved tog den straf, som du og jeg med rette skulle have haft. I kraft af dette kors er du og jeg blevet retfærdiggjort overfor Faderen, mennesker og djævelen. Ingen har længere ret til at anklage dig for nogen som helst synd, lige så lidt som en morder kan anklages og dømmes for det samme mord to gange.

Det er denne tro, som Apostlen Johannes formaner os til at blive i; han siger ydermere, at hvis vi gør dette, vil vi forblive i Faderen og Sønnen.

Denne sandhed må vi aldrig forlade, den er selve grundvolden i den kristne tro. Alle andre åbenbarelser ud fra Skriften er grundlagt på den samme tro. Derfor skal alt nyt lys, vi modtager udfra Skriften prøves i forhold til og ses i lyset af korsets budskab.

Derfor skal budskabet om Kristi domstol naturligvis også ses udfra nådens lys.

Ofte bliver Kristi domstol forvekslet med “Den store hvide trone” fra Johannes Åbenbaring 20,11-15, hvor der er nogle, der bliver kastet i Ildsøen. Men “Den store hvide trone” er det sted hvor alle “ikke-troende” skal dømmes. Om denne dom siger Jesus klart i Johannes Evangeliet 5,24, at denne dom er vi, som tror på Ham, fritaget fra. Kristi domstol derimod er en domstol af en helt anden karakter og har et helt andet formål.

"Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt." (2kor.5,10)

Som der står i ordet vi lige har læst, skal vi alle (DE KRISTNE) træde frem for Kristi domstol. Men hvornår? Det skal vi umiddelbart efter bortrykkelsen.

Hvad er formålet med Kristi domstol?

For at forstå formålet med Kristi domstol, må vi først forstå, hvad Paulus tænkte på, da han skrev disse ord til korintierne.

Det græske ord, som Paulus bruger for domstol, er “Bema”. Ordet “bema” er navnet på en domstol, der fandtes på Paulus´ tid. Denne domstol var en domstol for sejrvindere.



Ved denne domstol blev sportsudøvere, som havde vundet en eller anden kamp eller mennesker, der havde udført noget helt specielt, bedømt af en særlig komité, der så skulle tage stilling til, hvilken belønning, man skulle give den enkelte.

Det er en sådan en domstol, Paulus tænkte på, da han skrev “bema”. Ved Kristi domstol skal vi ikke dømmes til frelse eller fortabelse, ellers ville det jo også være i modstrid med nådens budskab.

Vi skal derimod bedømmes af Herren som sejrvindere i kraft af forsoningen. Her vil Herren tage stilling til, hvilken belønning den enkelte skal have - ud fra hvordan den enkelte har handlet (tjent) her i livet. Hvordan vi har forvaltet vores liv.

Set i dette lys, bringer budskabet om Kristi domstol, en hellig respekt men også en vidunderlig forventning ind i vores hjerter.