Andagt: Den fortabte søn

”Men han gik i sig selv og sagde: ›Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!‹ Og han stod op og gik til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham.” Luk. 15,17-20

Vi kender alle lignelsen om den fortabte søn – mange af os har utallige gange både læst og hørt prædikanter prædike ud fra denne lignelse til ufrelste sjæle – og alt dette er selvfølgelig bare skønt.

Men hvem er den fortabte søn egentlig? Er det synderen ude i verden? Og hvad fortæller denne lignelse os om vejen tilbage i Faderens favn for den fortabte søn?

Jeg tror personligt på at der her er tale om en lignelse om en frafalden broder eller søster. En som engang har vandret med sin Fader og tjent i hans vingård SOM SØN. Der er altså ikke her tale om en som hele sit liv har levet i verden og møder Frelseren for første gang i sit liv.

Den fortabte søn kendte til livet i vingården og vidste at der var godt at være. Han vidste hvad det ville sige at være i Faderens favn – og alligevel forlod han sin Far, sin bror og livet på vingården for gå sin egen vej. Han gik selv og Faderen lod ham gå, selvom det knuste hans hjerte at give slip på sin søn.

Artikel: Anger eller tro?

”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.” 1 Joh. 1,9

Der var en dag en bror der stillede mig følgende spørgsmål: ”Hvad er vigtigst, i forhold til synd, tro eller anger? Skal jeg først og fremmest angrer og vise Gud at jeg er ked af min synd og fortryder mine handlinger eller blot i tro regne med hans nåde og tilgivelse?”.
Hvilket jo er et vigtigt spørgsmål og i virkeligheden også meget enkelt. Et enkelt spørgsmål der kræver et enkelt svar.

Jeg vil starte med at svare med et andet spørgsmål: ”På hvilket grundlag tilgiver Gud din synd? På grund af noget hos dig, i din personlighed eller på grundlag af noget Jesus har gjort?”.

Gud sagde "Jeg har ikke forladt dig"

Et vidnesbyrd om alkoholisme, ensomhed og selvmordstanker

Jeg har modtaget dette vidnesbyrd fra Tony som bor i Odense. Det har været mig en stor opmuntring at læse. Først og fremmest fordi det er et vidnesbyrd om at Jesus er mægtig til at frelse enhver som kommer til ham og fordi det er et vidnesbyrd om Guds store kærlighed og omsorg.

Herren kender alles hjerter og hører hvert et hjertesuk som vi mennesker sender op til Ham.

Han er at finde for den som søger ham. Som også David skriver: "God og oprigtig er Herren, derfor viser han syndere vejen." Sl. 25,8

Derudover er det personligt også en glæde at høre, at mit frelsesvidnesbyrd, som jeg havde skrevet ned for snart tyve år siden og dengang hængt op i et butiksvindue, kunne Gud bruge til at kalde på Tony for anden gang. Det er ofte vi ikke hører eller for lov til at se frugten af det vidnesbyrd vi bringer. Men Gud arbejder videre også efter vi har glemt alt om de ord vi har skrevet. Guds Ord vender ikke tomt tilbage.
Må Gud Velsigne Dig.

Her kan du læse Tony´s vidnesbyrd:

Hej Morten Kilsholm.

Jeg hedder Tony, bor i Odense og vil gerne dele mit vidnesbyrd med dig, da du på en måde har del i, at jeg i sin tid tog mod til mig til at søge Herren.

Jeg er vokset op hos en enlig mor (fabriksarbejderske med 2 børn). Min far forlod familien da jeg var ca. 3-4 år gammel. Min lillebror kom til, da jeg var 7 år gammel og han var et resultat af et forhold, som min mor havde til en sømand, som så viste sig at være gift i forvejen.

Min opvækst foregik ikke i en specielt kristen atmosfære, men jeg husker dog, at jeg som medlem af en spejdertrup under Missionsforbundet fik noget af Guds ord indenbords i min tidlige ungdom (der blev sået nogle små frø hist og her i mit sind). Set i bakspejlet så står denne spejdertid i dag for mig, som den lykkeligste periode i mit liv.

Efter mor blev skilt fra min far (de blev gift fordi mor ventede mig), kan jeg huske mange søndage, hvor jeg forgæves sad på en trappesten foran vores opgang og ventede på, at han skulle komme og hente mig på tur, som han havde lovet. Men han dukkede ikke op. Det skete mange gange (sjældent kom han, de fleste gange ikke). Alligevel så jeg op til ham, selv om mor bebrejdende prøvede at forklare mig hvilken sjuft hun syntes han var.

Hvad angår familien på min mors side, så var min mor p.g.a. af et handicap (hun havde polio som barn) blevet placeret nederst i familiehierarkiet, og hun har fortalt mig hvordan hun blev kaldt Halte-Inge af sine forældre og søskende. Os børn mærkede det ved den konkurrence som især blev synlig omkring juletid (Min mosters børn skulle altid have gaver, som var lang større og flottere end dem min mor kunne give). Ligesom det blev antydet at mig og min lillebror ikke var helt fine i kanten - vi var jo født udenfor ægteskab.

I mine tidlige teenageår blev jeg grebet af tidsånden fra 68 og blev meget tiltrukket af hippiernes livstil. Min far som havde arbejde på en ingeniørtegnestue i nærheden af hvor jeg boede, havde jeg fået for vane at besøge omkring fyraftenstid. Det havde udviklet sig derhen, at jeg også havde besøgt ham i hans hjem nogle gange. Han var selv tiltrukket af hele miljøet omkring provo- og hippiebevægelsen, og da han fandt ud af, at jeg var begyndt at interessere mig for hash, så gav han mig også af og til et par klumper.

Men en dag jeg besøgte ham på hans arbejde lige før fyraften, så var der lige noget han skulle fortælle mig. Han fortalt at hans nuværende kone - (som han for øvrigt havde stjålet fra sin egen bror) - var meget jaloux på min mor, og derfor var det ikke så godt at jeg besøgte ham mere. Den gjorde ondt - rigtig ondt. Jeg var 17 år på det tidspunkt, da jeg blev forkastet af min egen far.

Samme år var jeg til min fætters bryllup og gjorde den fejl, at jeg ikke mødte festklædt op. Det resulterede i, at jeg også blev blacklistet af hele familien på min mors side. Det var den sidste gang jeg nogensinde blev inviteret med til nogen som helst form for familiesammenkomst. Min mor og min lillebror blev stadig inviteret med. Den sved også.

Nå men jeg havde jo lige fundet mig en sød pige, og jeg var ung og fandenivoldsk, så det skulle jo nok gå. Det gjorde det så også i en 4 års tid til vi nåede en nytårsaften. Her mødte min pige (som jeg forgudede) en anden, og dagen efter pakkede hun sit habengut og flyttede fra mig. Da blev jeg slået helt ud af kurs, og det blev startskuddet til et liv i druk og stofmisbrug.

Det stod på i 13 år hvor jeg flyttede en del rundt mellem forskellige kollektiver. Nogle af dem blev jeg smidt ud fra, og jeg endte til sidst op i et faldefærdigt hus laaaaangt ude på landet. Da jeg var 33 var jeg kommet så langt ud i druk at det var livstruende, og p.g.a. mavesmerter søgte jeg læge. Jeg lagde kortene på bordet og fortalte hvordan jeg levede (2 hele flasker vodka og 15 elefantbajere + alt det hash jeg kunne ryge om dagen, når det gik hårdest til). Lægen tog et par blodprøver og bad mig ringe tre dage senere.

Da jeg ringede 3 dage senere fik jeg klar besked. Han sagde ordret: ’Tony - du har to muligheder. Du kan stoppe med at drikke nu og så vil du måske overleve. Du kan også fortsætte, og så er du stensikker død indenfor 3 mdr.’ Tak for kaffe. Den måtte jeg lige skylle ned, og jeg gik direkte fra lægen og på værtshus. Da jeg vågnede næste dag i min usle rønne, brugte jeg 1½ time foran spejlet på badeværelset med at kigge mig selv dybt ind i øjnene, for at finde ud af hvem jeg var, og hvad der boede derinde bag ved øjnene. Jeg blev efterhånden enig med mig selv om, at jeg var for ung til at dø og tog beslutning om at stoppe med at drikke.

Samme dag tog jeg ned på mit stamværtshus (Færgegården i Assens) og bestilte en sodavand. Kammersjukkerne derinde kom med bemærkninger som: ’Hvad er det med dig, skal du ikke have en bajer’. Jeg fortalte at lægen havde givet mig det røde kort, og at jeg fra nu af var på vandvognen. Det kunne kammersjukkerne slet ikke acceptere, og jeg blev mødt med bemærkninger som: ’tøsedreng’, ’tag nu en bajer sammen med os’ og mere i den dur.

Da stod det lysende klart for mig, at hvis jeg skulle ud af drukken, så blev jeg nødt til at vende rundt og brænde alle broer til miljøet. Som sagt så gjort - jeg drejede rundt og forlod værtshuset uden at se mig tilbage. Og nu blev det for alvor svært at være mig. Sagen var, at alle ’de normale’ i lokalområdet kendte mig som ’en af de dersens misbrugere’, og de ville derfor ikke have noget med mig at gøre. Og mit eget drukmiljø havde jeg jo vendt ryggen til. Så resultatet blev en ensomhed la....angt ude på landet. I 5 år talte jeg stort set ikke med et menneske. Al min kontakt med andre, var den jeg havde, når jeg sagde daw til brugsuddeleren eller snakkede med min sagsbehandler.

Så en aften, da jeg lige var gået i seng, gjorde det så ondt indeni, at jeg næsten ikke kunne holde det ud mere, og jeg råbte af mine lungers fulde kraft ud i rummet: ’Min Gud, min Gud - hvorfor har du forladt mig?’. Og så lød der en hørlig stemme i rummet: ’Jeg har ikke forladt dig’. Bang. Jeg fløj op af sengen og undersøgte hele huset. Jeg troede der var nogen der gjorde grin med mig. Men der var ingen, og huset lå meget afsides (300 m. til nærmeste nabo).

Det gik jeg så og funderede over i et stykke tid. Var det min hjerne der spillede mig et puds, eller hvad var det lige der skete. Efter et stykke tid blev jeg enig med mig selv om, at så var det måske mig der havde forladt Gud.

Nå - jeg levede videre, og på et tidspunkt lykkedes det mig at overtale Assens kommune til et højskoleophold. På højskolen lod jeg være med at betale husleje, sparede pengene op og flyttede efter højskolen ind i en garage i Odense. Det var ligesom den eneste måde, som jeg kunne se, der var for at komme væk fra ensomheden på. Assens kommune havde tidligere givet mig afslag på hjælp til at flytte væk, da de mente jeg havde tage over hovedet.

Efter et par måneder i Odense uden regulær bopæl, lykkedes det mig at få en lejlighed i et gammelt fiskerhus hos en sød gammel dame i Søhus. Der boede jeg nogle år, medens jeg forsøgte at samle stumperne sammen. Jeg var stadig ensom og havde ondt i sjælen, og jeg husker særlig en vinteraften, hvor jeg var rigtig ked af det. Jeg gik en tur midt om natten og kom ned forbi havnen i Odense. Der var isblokke i vandet og det var bidende koldt. Jeg husker at jeg stod på kajkanten og overvejede om det ikke bare var nu, jeg skulle tage springet. Men fej som jeg var/er, så turde jeg alligevel ikke, da det kom til stykket.

Jeg fortsatte min ensomme nattur rundt i byens gader, og på et tidspunkt går jeg ud af Skibhusvej, da jeg pludselig ser et skilt over nogen butiksvinduer, hvor der står JESUS. Jeg bliver nysgerrig/draget og går over og kigger. Inde i butiksruden står der et staffeli med et vidnesbyrd. Jeg stopper op og læser det, og det går lige i hjertet på mig. Jeg føler mig ramt langt ind i sjælen, og jeg bliver klar over at jeg bliver nødt til at krybe til korset.

Da jeg kommer hjem begynder jeg at spekulere over hvor jeg så lige kan gøre det henne. Et par dage efter læser jeg så i Ugeavisen at Hans Berntsen skal holde møde i Pinsekirken i Odense, og jeg føler at jeg må gå derind. Som sagt så gjort. Da jeg træder ind over døren til kirken kommer der en følelse op i mig, som minder om dengang jeg var spejder, og jeg føler ligesom at jeg er kommet hjem.

Efter et stykke tid blev jeg døbt og selvom jeg ikke kommer i Pinsekirken mere af forkellige årsager, så ved jeg i dag, at uden Jesus er jeg håbløst og hjælpeløst fortabt. Jeg er ikke nogen superkristen, hænger vel nærmest lige på med neglerødderne. Men jeg klynger mig til skriftstederne som siger:

Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.
(Rom 4:5)

For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.(Efeserne 2:8-9)

Så jeg kan kun sige: Tak kære himmelske far at du gav din søn som sonoffer, for at lille ugudelige mig skulle få lov at have barnekår hos dig.

Og tak til dig Morten som gav det vidnesbyrd (Læs vidnesbyrdet her) der endelig fik mig til at søge Herren Jesus.

Mange kærlige hilsener

Tony Jacobsen.

Artikel: Er du en fjende af Kristi kors?

"Thi, som jeg ofte har sagt jer og nu igen siger med tårer: mange vandrer som fjender af Kristi kors, de ender i fortabelse, bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind." (Fil. 3.18-19).

"Mange vandrer som fjender…" Dette er nogle alvorlige ord fra Paulus ved den Hellige Ånd og det er vigtigt at vi tager sådanne ord til os, at vi grunder over ordene så Åndens budskab kan få lov til at trænge ind i vore hjerter. Jakob siger at vi skal tage imod ordet med sagtmodighed (Jak. 1,21). Det vil sige uden oprør i hjertet.

Jesus prædiker det samme budskab når han i sin bjergprædiken siger: " Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den." (Matt. 7,13-14)

Men hvad vil det sige at vandre som en fjende af Kristi kors? Hvad vil det sige at vandre på fortabelsens vej? Mange vil sige at det gør de som ikke har taget imod Jesus som deres frelser. Hvilket er sandt. Men der ligger mere i dette end som så.

At være fjende betyder at være en modstander af noget. I dette tilfælde Kristi kors.
For at forstå hvad Paulus mener, er det derfor vigtigt at vide hvad Kristi kors er. Kristi Kors er stedet hvor gamle Adam blev korsfæstet. Det er der hvor Herren gjorde op med i hele verdens synd, hvor alt hvad der hører den gamle natur til fik sin dødsdom. Kristi kors er altså et dommens sted. Det var her Jesus Kristus frivilligt, i kærlighed til dig og mig, modtog den dødsdom vi skulle have haft. "Os til fred kom straf over ham…" (Es. 53).

Så Kristi kors er både et Dommens og et Frelsens sted. Et Frelsens sted for dem som frivilligt har accepteret dommen over gamle Adam og har taget imod det nye liv i Kristus.

Det er her vi må lade den Hellige Ånd få lov til at ransage os. Som salmisten beder i salme 139: "Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!"

At vandrer som en fjende af Kristi kors vil sige at jeg i mit liv ikke har accepteret dommen over min gamle natur.
At jeg fortsat øser vand af fra denne verdens sprukne brønde, at jeg fortsat har mine kilder mig selv og min egen Adamsnatur.

"… de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft." (2 Tim. 3,5).

Det vil sige at du midt i menigheden kan leve et liv hvor du egentlig er en fjende af Kristi Kors. Du forsøger at leve et retfærdigt og et pænt liv og du gør det så godt du kan. Men din kilde er ikke Jesu Kristi kors, men derimod din egen selvforbedelse og stræberi efter at ligne de andre. Du har ikke forstået at Kristus døde og opstod, netop fordi du ikke selv er i stand til at frembringe retfærdighed. Den eneste retfærdighed vi mennesker kan frembringe er selvretfærdighed. Og den bringer ingen til Himlen.

"For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen,…" (Fil 3,8-9).

Altså for Kristi skyld, på grund af hans kors, fordi Han har vist mig hvilken dom og lidelse Han måtte gennemgå på grund af min synd/syndenatur. Fordi jeg har set Gud Faders dom over Kristus på korset har jeg set hans dom over mig.

Derfor har jeg ikke længere blikket rettet mod mig selv og hvad jeg formår. Jeg søger ikke længere at "frelse" eller "hellige" mig selv i min egen kraft. Jeg gør ikke længere brug af det som Gud Fader fordømte på korset. Jeg har i stedet for taget imod Jesu Kristi retfærdighed og lever nu det nye liv i Kristus, hvor jeg ikke skal opfylde lovens krav men hvor lovens krav opfyldes i mig (Rom. 8,4) ved den Hellige Ånd.

"Thi "de omskårne", det er os, som tjener Gud ved hans Ånd og priser os lykkelige i Kristus Jesus og ikke sætter vor lid til det udvortes" (Fil. 3,3)

Så, hvor går din vandring? Hører du til dem der tjener Gud ved Ånden og priser sig lykkelig i Kristus i tillid til Ham. Eller "Tjener du Gud" af din kraft i tillid til dig selv?

Vi må bede Gud åbne vores øjne så vi ser Hans vej, Hans frelse, Hans liv o.s.v.

"Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!"

Vidnesbyrd: Hvordan jeg mødte Jesus

Jeg hedder Morten, er, gift med Karina og har tre børn. Jeg har kendt Jesus siden 1991. Hvilket er et bekendtskab som jeg aldrig har fortrudt.

Jeg er vokset op i en ganske almindelig familie, uden nogen kristen baggrund. Som teenager dyrkede jeg meget roning og havde hele min identitet i dette, jeg trænede stort set hver dag hele sommeren. Men desværre fik jeg brok og kunne ikke træne mere fra den ene dag til den anden. Dette gjorde at jeg måtte søge andre græsgange for at udfylde min fritid. Der gik ikke ret lang tid før end at jeg begyndte at gå mere og mere i byen og at drikke øl.

På dette tidspunkt mødte jeg nogle punkere og blev hurtig grebet den atmosfære der var omkring dem. Jeg syntes at der nærmest var noget magisk og mystisk i dette miljø, det var som om at man kunne være præcis som det passede én uden at man faldt udenfor kliken. Men jeg fandt ud af at også blandt punkere er der noget der hedder mode, hvordan skal opføre sig og hvilke holdninger man skal have for at blive accepteret.

Som sagt så begyndte jeg at drikke en hel del øl og blev også hurtigt præsenteret for hash, hvilket jeg snart fik smag for og røg tit og ofte. Men som alt andet i denne verden blev også dette kedeligt og mistede sin glans og tilbage var der så et hash og øl problem.

Jeg følte at hele min tilværelse var en løgn, forstået på den måde at jeg gav udtryk for overfor vennerne at jeg syntes at det var en "fed" måde at leve sit liv på.
Jeg følte at alt hvad jeg sagde og gjorde var en stor løgn, at det slet ikke var mine holdninger og meninger som jeg gav udtryk for.

Men det er jo ikke bare noget man fortæller sine omgivelser, at man rent faktisk er en helt anden end den så sikkert har givet udtryk for.


Så jeg fortsatte jo bare derudad som jeg hele tiden havde gjort, men så begyndte jeg at blive deprimeret og følte mig ensom, for det var som om at jeg bare ikke kunne bryde op og fortsætte i en helt anden retning.

Det var jo lige præcis det som jeg havde brug for et helt nyt liv. Så en eftermiddag hvor vi røg noget hash, gik jeg i noget der hedder Narkotisk komatilstand og røg på skadestuen. Da jeg vågnede fik jeg at vide at jeg muligvis tilhørte den gruppe mennesker der kan blive psykotisk af at ryge hash.

Dette afskrækkede mig naturligvis men afholdt mig ikke fra at ryge hash. Omkring et halvt til et helt år senere hvor jeg også røg noget hash, blev jeg pludselig grebet at angst uden at vide hvorfor og blev derfor bange for om jeg var ved at blive sindssyg. Dette blev starten på 10 måneder med en angstneurose. I denne tid isolerede jeg mig mere og mere, jeg kunne ikke være sammen med for mange mennesker ad gangen, jeg turde ikke at køre i bus samt at jeg blev angst når jeg skulle falde i søvn, fordi jeg turde ikke at give slip på mig selv og overgive mig til søvnen.

På dette tidspunkt flyttede jeg til Odense og startede på teknisk skole for at komme i gang. I min klasse gik der en kristen som fortalte om Jesus. Han inviterede mig med til et møde i Pinsekirken i Odense. Jeg var blevet nysgerrig og sagde ja til at komme med. Gudstjenesten var lørdag aften, men jeg tog ud til min ven fredag efter skole og skulle så være der hele weekenden. Fredag aften tog vi ud til en af hans venner, som også var kristen. Vi havde ikke været der ret lang tid før end at jeg spurgte Steen, som vennen hed, om hvad det var for noget med ham Jesus. Han begyndte så at fortælle om hvad det var Jesus havde gjort for mig. Da vi så skulle til at gå hjem kunne jeg mærke at angsten kom frem i mig. Jeg fortalte det til Steen som spurgte om han skulle bede for mig, jeg sagde ja og efter at han hade lagt sin hånd på mig og bedt følte jeg en ukendt ro og fred brede sig i mit hjerte. Jeg spurgte hvad det var, og fik at vide at det Gud som rørte ved mig. Jeg undrede mig over denne oplevelse som var så anderledes og alligevel så naturlig. Vi tog hjem og sov, næste dag skulle vi til Gudstjeneste hvor der var en prædikant på besøg. Det eneste jeg kan huske af det han sagde, var at han talte om frygt.

Bagefter blev der kaldt frem til forbøn, hvor prædikanten så ville bede for dem som havde behov for dette. Steen prikkede mig på skulderen og spurgte om jeg ikke ville frem og blive bedt for så jeg kunne blive fri fra min angst. Det ville jeg gerne og jeg gik frem uden at vide hvad der så skulle ske. Da jeg kom op til prædikanten spurgte han mig om jeg havde givet mit liv til Jesus. Jeg sagde nej, han spurgte så om jeg ville det. Da fløj det ud af munden på mig, "ja, det vil jeg gerne". Det var selvom jeg ikke vidste hvad det ville sige, at give sit liv til Jesus, at tro på ham og tage imod det som Han havde gjort for mig på korset. Nå, men han sagde det så videre til en anden som var ved siden af, han bad ham om at gå med mig ind i et andet rum. I et det andet rum fik vi en kort snak om Jesus, hvorefter Steen og Thomas, som den anden hed, bad sammen med mig til frelse og helbredelse.

Fire dage efter var jeg helbredt for mine angst neuroser, det var herligt at være fri til at kunne bevæge sig rundt mellem mennesker uden at være angst. Som sagt kendte jeg intet til Jesus personligt, men efter dette møde begyndte jeg at tale til Ham om alt muligt. Jeg kan huske at jeg ofte bad mig selv i søvn om aftenen. Gennem alle disse samtaler med Jesus viste han mig Hvad det var han gjorde for mig på korset, han viste mig at jeg var fortabt uden ham, at jeg havde brug for ham som min frelser. Jeg fik syndenød og råbte til Jesus om frelse og tog imod hans tilgivelse. Dette er en beslutning som jeg aldrig har fortrudt, livet er herligt når Jesus er med.

"Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed."(1Joh.1:9.)

Morten Kilsholm

Klik her og læs om hvordan Gud kaldte på Tony ved at læse dette vidnesbyrd