Andagt: Den fortabte søn

”Men han gik i sig selv og sagde: ›Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!‹ Og han stod op og gik til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham.” Luk. 15,17-20

Vi kender alle lignelsen om den fortabte søn – mange af os har utallige gange både læst og hørt prædikanter prædike ud fra denne lignelse til ufrelste sjæle – og alt dette er selvfølgelig bare skønt.

Men hvem er den fortabte søn egentlig? Er det synderen ude i verden? Og hvad fortæller denne lignelse os om vejen tilbage i Faderens favn for den fortabte søn?

Jeg tror personligt på at der her er tale om en lignelse om en frafalden broder eller søster. En som engang har vandret med sin Fader og tjent i hans vingård SOM SØN. Der er altså ikke her tale om en som hele sit liv har levet i verden og møder Frelseren for første gang i sit liv.

Den fortabte søn kendte til livet i vingården og vidste at der var godt at være. Han vidste hvad det ville sige at være i Faderens favn – og alligevel forlod han sin Far, sin bror og livet på vingården for gå sin egen vej. Han gik selv og Faderen lod ham gå, selvom det knuste hans hjerte at give slip på sin søn.

Efter at alt er gået galt for den fortabte søn og han befinder sig i stor nød langt borte fra sin Faders hus, siger Jesus at ”.. han gik i sig selv..”. Med andre ord, han begyndte at tænke over sit liv – han ransagede sig selv – han begyndte at se indad i sit indre. Der var kommet syndserkendelse i hans hjerte. Han begyndte at tænke på livet hjemme på vingården og sammenlignede det med hans nuværende situation.

”Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!‹ Og han stod op og gik til sin fader…”

Der er en ting her som er vigtig at ligge mærke til. Da den fortabte søn gik sin egen vej og lå ude i svinestien kom der ingen sendebud fra Faderen for at ”overtale” ham til at komme tilbage på gården. Nej, Faderen havde ladet ham gå – for det var jo det han VILLE.

På samme måde som han selv var gået, måtte han også selv STÅ OP OG GÅ TIL SIN FADER. Vende sig fra sin egen vej, bekende sin skyld og bede Faderen om tilgivelse.

”Og han stod op og gik til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham.”

Så snart HAN HAVDE rejst sig og bevægede sig i retning af Faderens hus SÅ HANS FADER HAM og kom ham LØBENDE I MØDE. Før end han kunne nå at sige noget var han på ny i Faderens favn.

”Og sønnen sagde til ham: ›Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn.‹ Men faderen sagde til sine tjenere: ›Skynd jer at komme med den bedste klædning (frelsens klæder red.) og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd (Værdighed som søn og arving red.) og giv ham sko på fødderne;og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen.‹ Og de begyndte at være glade.” Luk. 15,21-24