Andagt: Den fortabte søn

”Men han gik i sig selv og sagde: ›Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!‹ Og han stod op og gik til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham.” Luk. 15,17-20

Vi kender alle lignelsen om den fortabte søn – mange af os har utallige gange både læst og hørt prædikanter prædike ud fra denne lignelse til ufrelste sjæle – og alt dette er selvfølgelig bare skønt.

Men hvem er den fortabte søn egentlig? Er det synderen ude i verden? Og hvad fortæller denne lignelse os om vejen tilbage i Faderens favn for den fortabte søn?

Jeg tror personligt på at der her er tale om en lignelse om en frafalden broder eller søster. En som engang har vandret med sin Fader og tjent i hans vingård SOM SØN. Der er altså ikke her tale om en som hele sit liv har levet i verden og møder Frelseren for første gang i sit liv.

Den fortabte søn kendte til livet i vingården og vidste at der var godt at være. Han vidste hvad det ville sige at være i Faderens favn – og alligevel forlod han sin Far, sin bror og livet på vingården for gå sin egen vej. Han gik selv og Faderen lod ham gå, selvom det knuste hans hjerte at give slip på sin søn.

Andagt: Offerkniven og offerdyret…

”Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.” Hebr. 4,12

I dette skriftsted fra Hebræerbrevet sammenlignes den troende med et offerdyr der ligger på alteret. Den kniv der her tænkes på er den kniv som præsterne i templet brugte til at parterer offeret med inden det blev ofret. Vi er som offerdyret der ligger på alteret under kniven. Det er Guds Ånd der fører kniven.

På samme måde som offerkniven ”sætter skel” imellem de enkelte dele for at klargøre offerdyret sætter Guds Ord dig og mig i stand. DETTE ER FRELSE VED GUDS LEVENDE ORD!!!

Gud er ikke en følelse eller en stemning - Han er en levende, virkende person, hvis vilje og handling er uafhængig af os. Han gør hvad han vil, når han vil - det er os der må være samstemmende med Ham - ikke omvendt. (Sjælen må renses i lydighed mod sandheden – Guds Levende og blivende Ord – 1 Pet. 1,22-23)

Det er ikke os der arbejder med Ham – det er Ham der arbejder med os!!!

Gud stemmer dit og mit hjerte, ved Helligånden og Ordet til at gå på linje, i takt, med Ham. Når vi vandrer på denne linje, sammen med Jesus, er byrderne ikke tunge - her er nådegaverne i funktion – alt dette er Kristus åbenbaret igennem dig og mig den enkelte. Dette er Herren arbejde med offerdyret.

Andagt: "Sig ikke i dit hjerte..." - om Guds Gave

”Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror. Moses skriver jo om den retfærdighed, som loven kræver, at det menneske, der øver den, skal leve ved den. Men retfærdigheden af tro taler således: 'Sig ikke i dit hjerte: 'Hvem vil stige op til Himmelen (nemlig for at hente Kristus ned)?' Eller: 'Hvem vil stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde)?'. Hvad siger den da? 'Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker).' Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.” Rom. 10,4-10

Denne passage fra romerbrevet har talt meget til mig i den seneste tid. Her har du både frelse, helliggørelse og troens natur beskrevet ganske kort.

Tænk dig, her fortæller Paulus os at frelse – retfærdiggørelse – ikke er noget du og jeg kan opnå i kraft af gerninger. Paulus skriver det så enkelt at med Kristus ophører ”lovprincippet” og at i Guds øjne kan retfærdighed ikke vindes men kun GIVES.

Som han skriver: ”...Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror...”

Andagt: Et uforskyldt privilegium – på blodets grund.

”Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen,.. ...så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished,..” Hebr. 10,19+22a

Når du beder, på hvilket grundlag henvender du dig så til din skaber? Er det fordi du mener at have krav på at han hører dig? Der kan være mange motiver og bevæggrunde der driver os mennesker til at bede.

Nogle beder, fordi de mener det er deres pligt, andre fordi de har dårlig samvittighed og andre igen for at opfyldt deres ønsker.

Alt dette har blot selvet i centrum og hviler i menneskets egen fromhed.

Andagt: Den indbyrdes kærlighed.

”...lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed...” Hebr. 10,24

Der er ofte så meget snak om kærlighed og ofte må vi sige at det bliver kun ved snakken. Hebræerbrevets forfatter kommer her med en enkel opskrift på hvordan det indbyrdes samvær bør være i menigheden.

Han skriver: ”...lad os give agt på hverandre,..”, dette er den første forudsætning for at den indbyrdes kærlighed kan vokse – at vi har øje for vor bror og søster og ikke kun for selv.

 

Vi har alle i menigheden en tjeneste her og jeg tror på at vi også en dag vil blive stillet til regnskab overfor Gud, hvordan vi har forvaltet denne tjeneste.

Men det ikke nok bare at ”give agt på hverandre,..”, men vi skal gøre det på en sådan måde at ”vi opflammer hverandre til kærlighed...”. Det er noget helt andet end at være fyldt af kritikkens ånd og bagtale din broder eller søster og påtale deres fejl og mangler overfor andre. Brug hellere noget af din tid på at være sammen med dem, bede med dem og formidle Guds Kærlighed til dem i ORD og I GERNING.

Så kære læser, lad dig fylde af Helligånden og bring Guds sande Nåde og Kærlighed med dig hvor du end færdes, så Kristi legeme må opbygges i Kærlighed, ved sine bindeled og bånd.

(Se evt. Ef. 4,15-16)

”Lad ALT hos jer ske i kærlighed!” 1 Kor. 16,14

”En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.” Joh. 13,34-35

”Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.” Joh. 15,13

Artikel: Guds sande nåde – Del II

”Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.”
(Rom 5,10)

Det er en vidunderlig frelse som Jesus har skænket os.

Han ikke bare sonede vore gjorte synder, men Han har plantet sit eget liv i vore hjerter, for at han må få lov til at leve sit hellige liv igennem os. Dette er Guds sande nåde.

Guds sande nåde forvandler ethvert menneske, som han kommer i berøring med. Det er ikke muligt at få en åbenbaring af Guds sande nåde, uden at hele dit liv og din tankemåde bliver forvandlet. Du ser på verden og dine medmennesker på en helt anden måde.

Der er mange mennesker der siger, at de tror på Guds nåde og dog er der ingen frugt i deres liv, der vidner om en sådan åbenbaring. Der er mange falske åbenbaringer om Guds nåde. Disse er ufrugtbare og efterlader mennesket i sin kraftesløse syndige tilstand. De luller menneskets samvittighed i søvn med løfter om, at de aldrig skal stå til regnskab for deres gerninger.

Dette vil være tilfældet i udpræget grad i tiden før Jesus kommer igen. Da vil de kristne være mere optaget af, hvad der kildrer deres ører og lader kødet i fred. Frem for at høre om det gamle menneskes død og det nye livs frugt.

”Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.” (2Tim 4,3-4)

Det er dog sådan at en sand åbenbaring af Guds nåde altid vil drage et menneske ud af synden. Nåden har en opdragende virkning (Se evt. Rom 2,4), den gør os ivrige efter at gøre Guds vilje og får os til at leve i en inderlig forventning til Jesu genkomst, da han kommer for at hente os i skyen (Se evt. 1 Joh 3,3).

Lad os ikke bedrage os selv, men lad os tage Paulus formaning til os ”Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde.” (2 Kor 6,1)

Artikel: Guds sande nåde – Del I

”Men du skal forkynde, hvad der stemmer med den sunde lære: at gamle mænd skal ….. for at Guds ord ikke skal blive spottet. Forman ligeledes de unge mænd ……i ét og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære.

Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden i forventning om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst, han, som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger. Tal således, og forman og irettesæt med al myndighed. Lad ingen ringeagte dig!” (Tit 2,1-15)

Guds sande nåde er ikke det, at Gud ser i gennem fingrene med vores kødelige tilbøjeligheder. Det er heller ikke det, at vi forsøger at dække over vores synder med mere eller mindre religiøse undskyldninger. Guds sande nåde er levende, aktiv og forvandlende. Guds nåde klapper os ikke bare på skulderen og siger ”Gør som du lyster, jeg vil være med dig alle dage.”

Guds nåde er en levende person, som tager bolig i dit hjerte ved Helligånden. Guds nåde er Jesus Kristus. Jesus blev spottet, hånet, pisket og korsfæstet i dit og mit sted. Han tog den straf som du og jeg skulle have haft. Alt dette gjorde han af bare nåde og kærlighed til sin skabning, som der står skrevet ”Thi således elskede Gud verden at han gav…”.

Men dette er blot den ene side af hans uendelige nåde. For Jesus gav ikke bare sig selv hen for vores synders skyld og derved skaffede os en evig soning med sit blod. Han efterlod os ikke bare der i denne tilstand af at være benådede syndere. Han efterlod os ikke bare til en evig cyklus af synd og tilgivelse.

Men, som Paulus skriver til Romerne ” Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.” (Rom 5,10)

I Del II kommer jeg ind på den side af Guds nåde - Her er en lille forsmag ”...Der er mange mennesker der siger, at de tror på Guds nåde og dog er der ingen frugt i deres liv, der vidner om en sådan åbenbaring. Der er mange falske åbenbaringer om Guds nåde. Disse er ufrugtbare og efterlader mennesket i sin kraftesløse syndige tilstand.....”

Andagt: Fredens Gud – Han vil selv.

”Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det.” 1 Tess. 5,23-24

Hvilken underfuld Gud vi er kommet til tro på. ”Fredens Gud...” der er så meget ufred i denne verden, i blandt mennesker – nationer, racer, religioner – ja, selv helt ind i de kristnes rækker og ind i de kristnes familier. Og ja, Jesus sagde, at ved ham ville der komme splid i familierne, mellem dem som tror på Ham og dem der ikke vil. Fordi der ikke er fællesskab mellem lys og mørke (Se evt. Luk. 12,49-53).

Men det er ikke denne form for fred eller ufred Paulus her skriver om. Han skriver om Guds fred – at have fred med Gud. Vi har ved Jesu blod fået fred med Gud (Se evt. Rom. 5,1)

”...Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus...” 2 Kor. 5,18a derfor kan Gud med rette kalde sig selv for ”Fredens Gud...”.

Det er også ”Fredens Gud...” som nu giver dig dette løfte at Han vil ”...hellige jer helt og fuldt,..” og Han vil at ”... jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!”.

”...Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det.”

Paulus slutter med både en proklamation og et løfte. Han proklamerer GUD ER TROFAST og han har lovet at Han selv vil hellige og bevare jer – HELT OG FULDT – HELT OG HOLDENT.

”...og jeg er overbevist om, at HAN, som har begyndt sin gode gerning i jer, VIL FULDFØRE DEN indtil Jesu Kristi dag.” Fil. 1,6

Så kære Bror og Søster, sæt din lid til Fredens Gud og lad Ham få sin vej med dig i dag.

Artikel: Johannes tre ”Vi ved”

VI VED, at enhver der der er født af Gud, synder ikke; men den, som er født af Gud, holder fast ved Ham, og den Onde rører ham ikke. VI VED, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold. VI VED, at Guds Søn er kommen, og han har givet os forstand til at kende den sande; og vi er i den sande, i hans Søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv.” 1 Joh. 5,18-20

Har du nogensinde lagt mærke til de steder i det nye testamente hvor der står ”Vi ved”? Paulus skriver det flere gange i sit brev til de kristne i Rom. Johannes er den forfatter der bruger disse to ord oftest, bl.a. i sin afslutning af sit første brev.

Johannes skriver at der er tre ting ”Vi ved..”. Tre ting som er slået fast som en urokkelig kendsgerning i Johannes hjerte. Det er som om han her i slutningen af sit brev komprimerer alt hvad han har skrevet i sit brev i tre små korte ”Vi ved...”. Prøv engang at læse Johannes første brev og sammenligne det du læser med de sidste fem vers i kapitel fem.

Johannes skriver: ”VI VED, at enhver der der er født af Gud, synder ikke; men den, som er født af Gud, holder fast ved Ham, og den Onde rører ham ikke.”.

Han skriver ikke at den som er født på ny ikke kan falde i synd – Han skriver ”synder ikke...” - altså den som er født på ny kan ikke vedvarende leve i synd. Fordi ”.. den, som er født af Gud, holder fast ved Ham..” - den som er født på ny vil altid holde fast ved, have en længsel efter, en rækken ud efter ”Ham (Gud)..” (se evt. 1 Pet. 2,1-3).

”...og den Onde rører ham ikke.” - Mørket (Satan) skal ikke få bugt med ham - ”...for han, som er i jer, er større end han, som er i verden.” 1 Joh. 4,4b

Johannes skriver videre: ”VI VED, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold.”

”Vi ved..” at vi er født på ny og at den levende Gud har taget bolig i vores hjerter - ”Vi ved..” at dem som ikke er født på ny er under indflydelse af denne verdens gud – Mørkets fyrste – tidsånden.

Til sidst skriver Johannes: ”VI VED, at Guds Søn er kommen, og han har givet os forstand til at kende den sande; og vi er i den sande, i hans Søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv.”.

”Vi ved..” at Jesus er Guds Søn og at han kom for frelse hver den som har taget imod Ham som sin frelser (Joh. 3,16). ”Vi ved..” at enhver må fødes på ny for at kende den sande Jesus Kristus ”»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« ” Joh. 3,3

”Vi ved...” at vi er i Kristus fordi der har Gud sat os (Kol. 1,12-13,28+2,9-10) og ”Vi ved...” at Jesus Kristus er Gud og at HAN ER VORES EVIGE LIV.

Johannes slutter sit brev med ”Børnlille, tag jer i vare for afguderne!” Allerede dengang var der mange falske Jesus´er.

Artikel: Lad dig forvandle – troens gode strid

”Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudsfrygtigt i den nuværende verden...” Tit. 2,11-12

Paulus siger med andre ord her at hvis du og jeg erklærer at vi har oplevet Guds nåde vil det have en helt bestemt indvirkning på os – nemlig opdragelse. Fra den dag vi har fået et møde med Jesus, som vores frelser, og er blevet født på ny.

Fra den dag starter noget helt nyt inden i dig – et helt nyt liv, Hans frelsende Liv. Et liv som ikke er af denne verden eller har denne verdens natur. Du er en ny skabning i Kristus. 2 Kor. 5,17

Men Jesu frelsesgerning slutter ikke her, Han er først lige begyndt. Jesu offer på Golgatha er nok til frelse – er du født på ny, skal du være sammen med Jesus i evigheden.

Hvis altså - du vandrer sammen med Ham i den nuværende verden og lader Kristus, som er Guds Nåde, leve sit frelsende og opdragende liv i dig og igennem dig. ”Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, EFTER VI NU ER BLEVET FORLIGT, FRELSES VED HANS LIV.” Rom. 5,10

Sker dette pr. automatik? Nej, der må være et samarbejde mellem Herren og den troende. Guds Ord opfordrer os gang på gang til dette samarbejde. ”LAD jer forvandle...” Rom. 12,2 ”HIG EFTER kærligheden...” 1 Kor. 14,1a

”Men du, Guds menneske! Fly alt dette og jag efter retfærdighed, gudsfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed; strid troens gode strid, grib det evige liv, som du er kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse.” 1 Tim. 6,11-12

Hvis denne sindsforvandling skete pr. automatik ville vi med rette kunne anklage Gud for personanseelse – for at have favoritter. For, hvis dette var tilfældet, så ville alle kristne leve det fuldkomne kristne liv i hellighed. Men der behøves ikke ret meget oprigtighed for at vide at dette ikke er tilfældet.

Nej, vi skal som kristne stride troens gode strid. En strid, ikke med dig selv og din kødelighed på lovens principper men en troens strid som næres af, og har sin kraft, sin identitet i Jesu Kristi død og opstandelse. Dette er troens liv ”Thi ved loven er JEG DØD FOR LOVEN, for at jeg kan leve for Gud. MED KRISTUS ER JEG KORSFÆSTET, og det er ikke længere mig, der lever, men KRISTUS LEVER I MIG; og det liv jeg nu lever i kødet, DET LEVER JEG I TROEN PÅ GUDS SØN, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.” Gal. 2,19-20

Så lad os sammen stride troens gode strid og lade Kristus få lov at åbenbare sit liv igennem os ved Helligånden.

”Thi dette er Guds vilje, at I helliggøres,... …Gud kaldte os jo ikke til urenhed, men til hellighed. Altså, når nogen agter dette ringe, er det ikke et menneske, han agter ringe, men Gud, han, som også giver jer sin Helligånd.” 1 Thess. 4,3a+7-8