Viser opslag med etiketten Sandheden skal frigøre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sandheden skal frigøre. Vis alle opslag

Artikel: Tanker om Guds fulde rustning

”I øvrigt, hent kraft fra Herren og hans vældige styrke! Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte »retfærdigheden som brynje«, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile, tag imod »frelsens hjelm« og Åndens sværd, som er Guds ord. Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige.” Ef. 6,10-18

v.10 –13 Det første som Paulus her skriver er at kraften skal være fra Herren og ikke fra os selv. Jeg er overbevist om at han her henviser til dåben i Helligånden. Han skriver til en menighed fuld af Åndsdøbte brødre og søstre.
Uden Helligåndens kraft er det ikke muligt at modstå Satan og de onde ånders snedige angreb. Hverken i menigheden, familien eller i det personlige liv. Derfor er det nødvendigt at du og jeg er fyldt med Ånden og har den fulde rustning på, for at kunne stå imod på den onde dag.
Helligånden er både en del af din udrustning og generalen der underviser i brugen af rustningen. Du og jeg må lade os fylde af og vandre sammen med Helligånden og lade ham uddanne os i brugen af rustningen samt de stridsvåben vi er blevet os givet (2 Kor. 10,3-5).

Artikel: Af deres frugter skal I kende dem...

Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. Af deres frugter skal i kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figner af tidsler?... ...Ikke enhver, der siger til mig: 'Herre, Herre!' skal komme ind i himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: 'Herre, Herre! Har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?' Og da vil jeg sige dem rent ud: 'Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I som øver uret.'” Matt. 7,15-16+21-23

Herren har her et alvorligt budskab til os som vi bør tage os til hjerte og ikke bare lade gå hen over hovedet på os fordi det ikke kildre vores øre eller smager en anelse bittert.

Der kunne tages fat i mange ting i denne tekst, men der er noget her som har ligget mig meget på hjertet i den sidste tid.
Det er min oplevelse at der ofte er stor forvirring omkring hvordan vi skal forholde os til Åndsmanifestationer.

Nogle tager disse manifestationer som Herrens bekræftelse af deres tjeneste og at Herren er med dem, andre igen mener at det er det rene sværmeri – og atter igen, andre ser det som Herrens suveræne virke i menigheden igennem ufuldkomne mennesker.

Artikel: Guds sande nåde – Del II

Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.”
(Rom 5,10)

Det er en vidunderlig frelse som Jesus har skænket os.

Han ikke bare sonede vore gjorte synder, men Han har plantet sit eget liv i vore hjerter, for at han må få lov til at leve sit hellige liv igennem os. Dette er Guds sande nåde.

Guds sande nåde forvandler ethvert menneske, som han kommer i berøring med. Det er ikke muligt at få en åbenbaring af Guds sande nåde, uden at hele dit liv og din tankemåde bliver forvandlet. Du ser på verden og dine medmennesker på en helt anden måde.

Der er mange mennesker der siger, at de tror på Guds nåde og dog er der ingen frugt i deres liv, der vidner om en sådan åbenbaring. Der er mange falske åbenbaringer om Guds nåde. Disse er ufrugtbare og efterlader mennesket i sin kraftesløse syndige tilstand. De luller menneskets samvittighed i søvn med løfter om, at de aldrig skal stå til regnskab for deres gerninger.

Dette vil være tilfældet i udpræget grad i tiden før Jesus kommer igen. Da vil de kristne være mere optaget af, hvad der kildrer deres ører og lader kødet i fred. Frem for at høre om det gamle menneskes død og det nye livs frugt.

Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.” (2Tim 4,3-4)

Det er dog sådan at en sand åbenbaring af Guds nåde altid vil drage et menneske ud af synden. Nåden har en opdragende virkning (Se evt. Rom 2,4), den gør os ivrige efter at gøre Guds vilje og får os til at leve i en inderlig forventning til Jesu genkomst, da han kommer for at hente os i skyen (Se evt. 1 Joh 3,3).

Lad os ikke bedrage os selv, men lad os tage Paulus formaning til os ”Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde.” (2 Kor 6,1)

Artikel: Guds sande nåde – Del I


Men du skal forkynde, hvad der stemmer med den sunde lære: at gamle mænd skal ….. for at Guds ord ikke skal blive spottet. Forman ligeledes de unge mænd ……i ét og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære.

Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden i forventning om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst, han, som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger. Tal således, og forman og irettesæt med al myndighed. Lad ingen ringeagte dig!” (Tit 2,1-15)

Guds sande nåde er ikke det, at Gud ser i gennem fingrene med vores kødelige tilbøjeligheder. Det er heller ikke det, at vi forsøger at dække over vores synder med mere eller mindre religiøse undskyldninger. Guds sande nåde er levende, aktiv og forvandlende. Guds nåde klapper os ikke bare på skulderen og siger ”Gør som du lyster, jeg vil være med dig alle dage.”


Guds nåde er en levende person, som tager bolig i dit hjerte ved Helligånden. Guds nåde er Jesus Kristus. Jesus blev spottet, hånet, pisket og korsfæstet i dit og mit sted. Han tog den straf som du og jeg skulle have haft. Alt dette gjorde han af bare nåde og kærlighed til sin skabning, som der står skrevet ”Thi således elskede Gud verden at han gav…”.

Men dette er blot den ene side af hans uendelige nåde. For Jesus gav ikke bare sig selv hen for vores synders skyld og derved skaffede os en evig soning med sit blod. Han efterlod os ikke bare der i denne tilstand af at være benådede syndere. Han efterlod os ikke bare til en evig cyklus af synd og tilgivelse.

Men, som Paulus skriver til Romerne ” Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.” (Rom 5,10)

I Del II kommer jeg ind på den side af Guds nåde - Her er en lille forsmag ”...Der er mange mennesker der siger, at de tror på Guds nåde og dog er der ingen frugt i deres liv, der vidner om en sådan åbenbaring. Der er mange falske åbenbaringer om Guds nåde. Disse er ufrugtbare og efterlader mennesket i sin kraftesløse syndige tilstand.....”

Andagt: Ryk dem op med rode! - om tanker og vaner.

...Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode...” Matt. 15,14

Jeg har i noget tid haft denne sætning fra Jesus ”kørende” i mit sind og disse ord har talt meget til mig personligt.
Jeg er helt klar over at da Jesus taler dette ord i bibelen taler han om farisæerne og deres vranglære og ikke specifikt om det jeg her skriver om.

Når det er sagt tror jeg på at Gud kan tale til os gennem sit Ord på en meget personlig måde, sådan at vi ikke er i tvivl om at det er Helligånden der gør et ord eller en sætning levende for os på en måde at vi kender at det er Hans vejledning og personlige omsorg for vore sjæle i hverdagen.

Det er vigtigt at vi er åbne for sådanne inspirationer i dagligdagen og selvfølgelig efterprøver om de stemmer med skriften Ånd og Ord.

Da dette ord fra Mattæus evangeliet blev kom til mig – personligt – var det i denne mening:


”Enhver plante (Tanke eller Vane) , som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.

Altså Jesu ord til hans disciple fik en helt anden betydning for mig – for mig blev Jesu ord til en personlig vejledning om min personlige vandring med Ham.

Kære læser, lad Helligånden få lov til at tale til dig i dag i gennem sit Ord. Giv ham tid, vær stille i dit sind og lyt efter hvad Han taler til dig – for du kan være sikker på at Jesus har et ord til dig personligt.

Ofte er vi så fortravlet at vi kan have svært ved at være stille for Guds åsyn, så snart vi har sat os flyver tankerne alle andre steder hen. Det er her Jesu ord kommer ind:

Enhver plante (Tanke eller Vane), som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.”

Jesus ønsker at fylde dig med sine tanker i stedet for dine egne. Han ønsker at skabe Guddommelige vaner i dit liv. Men dette sker ikke pr. automatik, du må lade Helligånden få lov til at disciplinere dig i din personlige vandring med Ham og da - Ryk dem op med rode! Lad Helligånden få lov til at pege på netop de ting i dit liv og din hverdag der skal laves om – da vil du opleve at liv og tjeneste får de bedste vækstbetingelser.

Jeg vil slutte med nogle ord fra Paulus ”Skik jer ikke lige med denne verden, MEN LAD JER FORVANDLE GENNEM EN FORNYELSE AF JERES SIND, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.” Rom. 12,2

Læs evt. Ordsp. 3,6a + Fil. 4,8 (Du kan Klikke her for at læse i bibelen). 
Gud Velsigne Dig!

Andagt: Bliv i Hans Ord.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.”” Joh. 8,31-32

Jesus siger dette til dem som er kommet til tro på ham. Han siger det ikke til nogen som er udenforstående og ikke er kommet til tro. Nej, Jesus taler her om den videre vandring med ham i troen, om discipelforholdet mellem Jesus og hans disciple.

Jesus siger her nogle vigtige og alvorlige ord, men også et meget opmuntrende løfte.

Han starter med ordet ”Hvis..”, hvilket viser at vi som er kommet til tro og hører hans ord har et valg vi må træffe. ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,..”.


Vi må vælge om vi blot vil være en af de utallige mennesker der siger de tror på Jesus men ikke vandrer med ham i deres hverdag eller om vi vil være en af hans disciple. ”Hvis..” du vil være en Jesu discipel må du have et tæt forhold til Hans Ord – ja, han siger ligefrem ”Hvis I bliver i mit ord..”.

Han siger med andre ord – du kan ikke være min discipel hvis du ikke lever i mit ord. Så kære læser, her må vi prøve os selv om vi har et levende forhold til Guds Ord eller om det ikke har den store betydning i vores hverdag.

Jesus siger noget mere, han kommer med et vidunderligt løfte til dig som længes efter en dybere forståelse af Guds Ord, til dig som til tider syntes at bibelen kan være svær at forstå.

...og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.”. Tænk hvilket løfte, Jesus har lovet dig at hvis du vil blive i Hans Ord vil du komme til at FORSTÅ sandheden og denne sandhed skal frigøre dig.

Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I VÆRE VIRKELIG FRIE” Joh. 8,36

Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale,...Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det...” Joh. 16,13-14

Så kære bror og søster, lad Jesus få lov til ved Ånden og Ordet at vise dig hvilken vidunderlig frelse og frihed HAN HAR SAT DIG I -

»Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.” 2 Kor. 3,17-18