Andagt: Bliv i Hans Ord.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.”” Joh. 8,31-32

Jesus siger dette til dem som er kommet til tro på ham. Han siger det ikke til nogen som er udenforstående og ikke er kommet til tro. Nej, Jesus taler her om den videre vandring med ham i troen, om discipelforholdet mellem Jesus og hans disciple.

Jesus siger her nogle vigtige og alvorlige ord, men også et meget opmuntrende løfte.

Han starter med ordet ”Hvis..”, hvilket viser at vi som er kommet til tro og hører hans ord har et valg vi må træffe. ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,..”.


Vi må vælge om vi blot vil være en af de utallige mennesker der siger de tror på Jesus men ikke vandrer med ham i deres hverdag eller om vi vil være en af hans disciple. ”Hvis..” du vil være en Jesu discipel må du have et tæt forhold til Hans Ord – ja, han siger ligefrem ”Hvis I bliver i mit ord..”.

Han siger med andre ord – du kan ikke være min discipel hvis du ikke lever i mit ord. Så kære læser, her må vi prøve os selv om vi har et levende forhold til Guds Ord eller om det ikke har den store betydning i vores hverdag.

Jesus siger noget mere, han kommer med et vidunderligt løfte til dig som længes efter en dybere forståelse af Guds Ord, til dig som til tider syntes at bibelen kan være svær at forstå.

...og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.”. Tænk hvilket løfte, Jesus har lovet dig at hvis du vil blive i Hans Ord vil du komme til at FORSTÅ sandheden og denne sandhed skal frigøre dig.

Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I VÆRE VIRKELIG FRIE” Joh. 8,36

Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale,...Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det...” Joh. 16,13-14

Så kære bror og søster, lad Jesus få lov til ved Ånden og Ordet at vise dig hvilken vidunderlig frelse og frihed HAN HAR SAT DIG I -

»Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.” 2 Kor. 3,17-18

Ingen kommentarer:

Send en kommentar