Viser opslag med etiketten Ånden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ånden. Vis alle opslag

Andagt: Beregner ny rute…

"Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN: "Gå ned til Potte­ma­gerens Hus! Der skal du få mine Ord at høre." Så gik jeg ned til Pottemagerens Hus, og se, han var i Arbejde ved Drejeski­ven. Og når et Kar, han arbej­dede på, mis­lykkedes, som det kan gå med Leret i Potte­magerens Hånd, begyndte han igen og lavede det om til et andet, som han nu vilde have det gjort. Da kom HERRENS Ord til mig: Skulde jeg ikke kunne gøre med eder, Israels Hus, som denne Pottema­ger? lyder det fra HERREN. Se, som Leret i Potte­ma­gerens Hånd er I i min Hånd, Israels Hus." Jer. 18,1-6 

Jeg hørte en dag en fortælle om en oplevelse med en GPS. Hun havde tastet destinationen ind og begav sig nu afsted mod målet. På et tidspunkt på ruten fortæller GPS´en at hun skulle dreje til højre. Men dette var min kollega ikke enig i – og kører derfor ligeud i den forvisning at hendes vej var et bedre valg end den GPS´en viste. Der går ikke længe før stemmen lyder fra GPS´en – ’beregner ny rute’ og dette bliver ved lige så længe hun ignorerer GPS´ens anvisninger. Da min kollega langt om længe kommer frem til destinationen og undersøger ruten står det klart at hendes vej, var en omvej.

Hvad vil jeg nu sige med dette? Er det ikke lige præcis sådan Gud handler med os som har taget imod Jesus som vores frelser – vi har fået tastet destinationen ind, det himmelske Jerusalem, Guds evige stad. Vi har fået Helligånden og Guds Ord som vores GPS.

Gud har beregnet en rute for dig og mig for at få os sikkert igennem livet og for at vi på denne rute skal formes og dannes efter Hans Søns billede (Rom. 8,28-39 + Hebr. 2,10).

Artikel: Af deres frugter skal I kende dem...

Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. Af deres frugter skal i kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figner af tidsler?... ...Ikke enhver, der siger til mig: 'Herre, Herre!' skal komme ind i himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: 'Herre, Herre! Har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?' Og da vil jeg sige dem rent ud: 'Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I som øver uret.'” Matt. 7,15-16+21-23

Herren har her et alvorligt budskab til os som vi bør tage os til hjerte og ikke bare lade gå hen over hovedet på os fordi det ikke kildre vores øre eller smager en anelse bittert.

Der kunne tages fat i mange ting i denne tekst, men der er noget her som har ligget mig meget på hjertet i den sidste tid.
Det er min oplevelse at der ofte er stor forvirring omkring hvordan vi skal forholde os til Åndsmanifestationer.

Nogle tager disse manifestationer som Herrens bekræftelse af deres tjeneste og at Herren er med dem, andre igen mener at det er det rene sværmeri – og atter igen, andre ser det som Herrens suveræne virke i menigheden igennem ufuldkomne mennesker.

Andagt: Barnekår – ikke trællekår!!

"I modtog jo ikke en Ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi 'Abba, Fader!'" Rom. 8,15

Jeg tror at alle kristne er enige i dette og dog er der så mange kristne der lever et liv hvor de kommer til kort.
 
Mange føler ikke at de er i stand til at leve op til den frihed de fik da de tog imod Jesus som deres personlige frelser.
De er med årene blevet filtret mere og mere ind i egne og andres krav og forventninger til hvordan deres kristne liv skulle være.

Artikel: Åndens Gaver Del III – Kraftgaverne.

Introduktion til nådegave tema Del I, II og III:
Paulus skriver til korinterne at de skal hige efter kærligheden og stræbe efter de åndelige nådegaver (1 Kor. 14,1). Denne opfordring tror jeg ikke gælder mindre i dag. 

Vi har, i Guds menighed, også i dag brug for at nådegaverne er i funktion i blandt os, at Ånden for lov til at virke frit og møde de behov der er både i menigheden og overfor dem som endnu ikke kender Jesus.

Der hvor nådegaverne er i funktion er det den levende Gud der aflægger sit vidnesbyrd – det er en manifestation af Guds rige.Så lad os være åbne overfor Guds Ånd og følge Paulus´s opfordring til at stræbe efter de åndelige gaver. 

Denne artikel er en ud af tre artikler hvor jeg ULTRA KORT gennemgår de ni nådegaver Paulus nævner i 1 Kor. 12. Alle tre artikler skal betragtes som et oplæg til selvstudie. Derfor er det er min opfordring at du samtidig læser 1 Kor. 12,13 og 14. 

Jeg har delt nådegaverne op i tre kategorier:

Inspirationsgaverne: (Profetisk gave, forskellig slags tungetale, Udlægning af tungetale).
Åbenbaringsgaverne: (Visdoms Ord, Kundskabs Ord, At bedømme ånder).
Kraftgaverne: (Nådegaver til at helbrede, Troens gave, Kraft til at udføre undergerninger).


Det er min bøn at vi som Guds folk igen må se at disse nådegaver kommer i fuld funktion.

Før du læser videre vil jeg opfordre dig til at åbne din bibel og læse 1 Kor. 12,1+3-13.

(Kraftgaverne)
Nådegaver til at helbrede: ”...en anden nådegaver til at helbrede ved den ene Ånd;..” Vers,9b
Der står ikke ”Helbredelsens nådegave” men nådegaver i flertal. Hvilket betegner at der her er tale om at der er flere forskellige ÅNDENS GAVER I FUNKTION som virker på hver deres måde.
 
F.eks. Kan en nådegave til at helbrede døve etc. være i funktion på et møde og dette specielle behov vil da blive mødt med Ånden kraft til helbredelse.
Det der her er vigtigt at forstå er at den enkelte BLIVER HELBREDT VED GUDS KRAFT og ikke i kraft af en bestemt evne som den den hvem nådegaverne virker igennem.
Prøv f.eks. at læse i Mark. 1,32-34 og se nådegaver til at helbrede i funktion.
Der er forskel på HELBREDELSE (Fremadskridende) og MIRAKLER/undergerninger ( I ét nu).
Troens Gave: ...en gives der tro ved den samme Ånd;..” Vers,9a
Troens er gave en speciel forvisning som Guds Ånd ligger ned i den troendes hjerte, om at din bøn er hørt, og at bønnesvaret er givet. EN OVERNATURLIG VISHED.
Denne gave hænger som alle andre Åndens gaver, nøje sammen med et indviet liv med Gud i bøn og bibellæsning. ”Så kommer da troen af det, der høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi Ord.” Rom. 10,17
 
Jeg tror at mange har oplevet troens gave i funktion uden at vide at det var denne gave som var i funktion.

Kraft til at udføre undergerninger: ”...en at udføre undergerninger;..” Vers,10a
Når Kraft til at udføre undergerninger er i funktion sker dette ALTID MOMENTANT/I ÈT NU.
 
En undergerning er når GUD GØR NOGET OVERNATURLIGT OG DETTE SKER MOMENTANT. F.eks. Peters skygge ”der bragte” helbredelse (Ap.G. 5,15) og Elias´s kappe som delte floden Jordan (2 Kong. 2,8) og Ilden som faldt på Karmels bjerg som svar på bøn (1 Kong. 18,38-39). (Klik her for at læse om forholdet mellem det indre liv og nådegaverne).

Artikel: Åndens Gaver Del II – Åbenbaringsgaverne.

Introduktion til nådegave tema Del I, II og III:
Paulus skriver til korinterne at de skal hige efter kærligheden og stræbe efter de åndelige nådegaver (1 Kor. 14,1). Denne opfordring tror jeg ikke gælder mindre i dag.

Vi har, i Guds menighed, også i dag brug for at nådegaverne er i funktion i blandt os, at Ånden for lov til at virke frit og møde de behov der er både i menigheden og overfor dem som endnu ikke kender Jesus. Der hvor nådegaverne er i funktion er det den levende Gud der aflægger sit vidnesbyrd – det er en manifestation af Guds rige.

Så lad os være åbne overfor Guds Ånd og følge Paulus´s opfordring til at stræbe efter de åndelige gaver.
Denne artikel er en ud af tre artikler hvor jeg ULTRA KORT gennemgår de ni nådegaver Paulus nævner i 1 Kor. 12. 

Alle tre artikler skal betragtes som et oplæg til selvstudie. Derfor er det er min opfordring at du samtidig læser 1 Kor. 12,13 og 14. 

Jeg har delt nådegaverne op i tre kategorier:

Inspirationsgaverne: (Profetisk gave, forskellig slags tungetale, Udlægning af tungetale).
Åbenbaringsgaverne: (Visdoms Ord, Kundskabs Ord, At bedømme ånder).
Kraftgaverne: (Nådegaver til at helbrede, Troens gave, Kraft til at udføre undergerninger).

Det er min bøn at vi som Guds folk igen må se at disse nådegaver kommer i fuld funktion.

Før du læser videre vil jeg opfordre dig til at åbne din bibel og læse 1 Kor. 12,1+3-13.


(Åbenbaringsgaverne)
Visdoms Ord: ”En gives der ved Ånden at tale med visdom;..” Vers,8a
Bringer GUDS VISDOM til vores hjerter. Nådegaven Visdoms Ord, er den ved Ånden givne evne til MODTAGE OG VIDEREBRINGE overnaturlig visdom fra Gud når dette behøves.

Prøv at læse hvordan Jesus svarede herodianerne da de stillede en fælde for ham i Matt. 22,16-22 ”Giv kejseren hvad kejserens er og Gud hvad Guds er”
(Altså ikke bare et klogt hoved der udtænker en kriseplan)

Ord/sætninger som kaster lys over en given situation eller ind i et menneskes liv og som bringer denne ind i direkte kontakt med den levende Gud.” ÅNDSÅBENBARING


Kundskabs Ord: ”...og atter en anden at tale med kundskab ifølge den samme Ånd;..” Vers,8b
Er Guds kundskab givet til den troende, DIREKTE OG OVERNATURLIGT ved den Hellige Ånd. Ved nådegaven kundskabs Ord modtager vi noget af Guds alvidende kundskab og, får ved åbenbaring kundskab/information om ting der ikke var menneskeligt muligt for os vide.

Prøv at læse om Ananias, i apostlenes gerninger, der fik specifik besked om hvor Paulus befandt sig og hvilken tilstand han befandt sig i (Ap.G. 9,10-12).


Nådegave til at bedømme ånder: ”..en at bedømme ånder;..” Vers,10
Evnen til at kunne bedømme/skelne mellem forskellige slags ånder/åndsstrømninger. IKKE KUN ONDE ÅNDERS VIRKSOMHED. Her er ikke tale om menneskekundskab på linje med psykologien, men om en overnaturlig manifestation af Guds Ånd i det indre menneske.
Prøv f.eks. at læse Mark. 2,8-12 ”Men Jesus mærkede straks I SIN ÅND,..”

Her er eksempler på forskellige "åndstyper":
Guds Ånd: Kærligheds Ånd, Renselses Ånd, Visdoms Ånd, Troens Ånd, Krafts Ånd osv.
Onde ånder: Spådomsånd, Plageånd, uren ånd, stum ånd, løgnens ånd osv.
Menneskeånder: Mennesket personlighed = omsorgsfuld, venlige, trofaste, kærlige, hadefuld, misundelige, ulydige, vredagtige osv.

OGSÅ HER GÆLDER DET AT ”ÅNDSÅBENBARELSE GIVES DEN ENKELTE TIL FÆLLES GAVN” - ikke til selvhævdelse og selviscenesættelse. Denne nådegave er fjernt fra og har intet til fælles med kritikkens ånd. Men denne gave er virksom i kærlighed (Tænk på 1 Kor. 13). (Klik her for at læse Del III)

Artikel: I skal få kraft – om dåben i Helligånden.

Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.” Ap.G. 1,8

Jesus taler disse ord til sine disciple efter sin opstandelse, både som et løfte, en konstatering og en befaling. Vi bliver nødt til at se på den sammenhæng Jesus her taler ind i – se på hvad der skete forud for disse velkendte ord.

For at starte med sidstnævnte først så må vi vende os til Lukasevangeliet kapitel 24, hvor Lukas beskriver de begivenheder der skete efter Jesu opstandelse.

I Luk. 24,48-49 kommer Jesus med sin sidste befaling – og nej, det er ikke missionsbefalingen – her befaler Jesus sine disciple:
 ”...men I SKAL BLIVE HER I BYEN, INDTIL I bliver iført kraft fra det høje...”.

Jesus har forinden sagt: ”I SKAL være mine vidner...” og undervist disciplene om hvad deres forkyndelse skulle indeholde (Luk. 24,45-47).

Som ”moderne” kristne er vi ikke vant til at forholde os til befalinger – men det er det Jesus gør her! - til dig og mig lyder befalingen ”...I SKAL BLIVE HER... ...indtil I bliver iført kraft fra det høje...”.

Jesus siger ikke: ”Hvis du har lyst til at blive døbt med Helligånden og det er i orden med dine omgivelser”. Det er så vigtigt for Jesus at han giver befalingen: ”Rør dig ikke ud af stedet – ophør med alle dine kristelige aktiviteter – INDTIL du bliver IFØRT kraft fra det høje”.

Men samtidig er Jesu ord et løfte og en konstatering: ”Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft...”. Igen, Jesus siger ikke ”Hvis” Helligånden kommer over jer – Nej, han siger ”Når”. Bagefter kommer Jesus med en konstatering - ”...skal I få kraft...” - til at VÆRE hans vidner.

Så kære læser, der er fast grund under dine fødder når du søger Gud for dåben i Helligånden. Du kan med vished i dit hjerte forvente at Han ikke bare ”ønsker” – men ”vil” give dig denne vidunderlige gave – Åndsdåben. Kære bror og søster, åben dit hjerte og tag i tro imod hvad Faderen har lovet DIG og du skal ERFARE at du HAR FÅET kraft til at VÆRE hans vidne.

Og se, JEG VIL sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I SKAL BLIVE HER i byen, INDTIL I bliver iført kraft fra det høje.” Luk. 24,49

Klik her og læs om forholdet mellem Kærligheden og nådegaverne
Klik her for selvstudie i Nådegaverne

Andagt: Vi har ikke fået verdens ånd.

Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; og derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker.” 1 Kor. 2,12-13

Jesus har ikke efterladt eller overgivet os til os selv, til på menneskelig vis, at tænke os frem til hvem Han er og hvad han har gjort for os. Paulus skriver her til de kristne i Korinth at:
”...vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud,..”.

Han skriver her at, du som har oplevet den nye fødsel, har fået Ånden fra Gud – ikke at forveksle med dåben i den Hellige Ånd, som er en oplevelse separat fra den nye fødsel og er en gave Faderen giver enhver som beder ham.

Paulus taler her om den IBOENDE ÅND og ikke Ånden OVER den troende med kraft til tjeneste og nådegavefunktion. Han taler om at du som er blevet født på ny har ved Guds Ånd i dit indre menneske blevet sat i stand til at modtage åndelig åbenbaring fra Gud - ”...FOR AT VI KAN LÆRE AT KENDE, HVAD GUD I SIN NÅDE HAR SKÆNKET OS...”.

Det er altså meningen at du og jeg skal modtage åndelig åbenbaring i vandringen med Helligånden – ud fra Guds Ord naturligvis. Helligånden længes efter at åbne Guds Ord for dig og vise dig alt det du allerede har fået i Kristus – SÅ DU KAN TILEGNE DIG DET I TRO.

Da vil dit hjerte flyde over med nye ord til ånd og liv - ”...og derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker.”.

Andagt: Vend ikke på hovedet

Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede. 1 Joh. 2,6

Vi kan ofte komme til at vende ordene på hovedet. Det handler som regel om at vi læser teksten med os selv i centrum. Evangeliet er jo netop ikke et budskab om dig og dine fortræffeligheder. Nej, det handler om Jesus.

Evangeliet handler om at du er fortabt uden Jesus. Du er den som frelses, Han er frelseren.

I 1 Joh.2,6 står der egentlig det samme som i Joh. 15,1-8 om forholdet mellem vintræet, grenene og frugten. Det er en konstatering - IKKE ET KRAV.

Den som bliver i Ham, han BÆRER MEGEN FRUGT. Du er bærer – ikke producent. Du er bærer - Dette stiller krav til saften og kraften i træet. Som er Helligånden.

Det er ikke meningen at du skal ændre din adfærd for at ”bevise at du er i Ham”. Mere sådan at hvis du er og bliver i Ham vil hele dit liv bære præg af det.
Vi kan let vende det på hovedet.

I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer. Thi kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil.”
Gal. 5,16-18 (1948 oversætt.)

hvis vi vandrer i Ånden vil vi ikke fuldbyrde kødets begæringer” ikke ”hvis jeg ikke fuldbyrder kødets begæringer, vandrer jeg i Ånden”

Hvem er stridsmanden her? Hvis du havde dit fokus på Herren, så er dit svar – Ånden. Det er Ånden der strider mod kødet, ikke dig. Dette er Kristuslivet.

Kristuslivet er ikke en belønning – Han er en gave fra Gud. Lad Jesus få lov at komme til.

Artikel: Et Livsforvandlende Budskab Del I


Læs Kol. 3,1-8

....opvakt sammen med Ham. Det er vidunderligt, når dette bliver levende for vore hjerter, når vi får lov til at se, at vi er forenet med Kristus i opstandelsen. Da forsvinder al menneskelig stræberi og selvretfærdighed, da vender vi stille og roligt vores opmærksomhed mod Kristus og bort fra os selv.

Det er når vort blik er rettet mod de ting, der hører jorden til, at alting bliver problematisk. Det er
når vi ser på gamle Adam, at alle problemerne opstår. Når vi ser på alt det, der galt med os selv i forhold til Guds hellige standard. Når vi gør dette, stjæler det troen, freden og glæden fra vore hjerter og vi kan ikke se nogen udvej .

Men det er her, Paulus formaner os til komme vor forening med Kristus i hu. Han minder os om, at da Kristus døde, døde vi med Ham, da Kristus blev begravet, blev vi begravet med Ham og da Kristus stod op af graven, opstod vi med Ham. Der er derfor ingen grund til at rode rundt i det, der allerede er dødt og begravet. (Rom 6:4-11).

"Tragt efter det, der er oventil,...". I den engelske oversættelse King James står der: "Set your affection,..". I ordet affection ligger der noget i retning af lidenskab og hengivelse, det er altså på denne måde, at vores opmærksomhed må være rettet mod Kristus. Det må være en altopslugende lidenskab og hengivelse, hvor Kristus bliver alt for os, vor frelse, fred, liv, glæde, kærlighed, tillid, ja alt, hvad der hører det guddommelige liv til. Vort gamle liv er nu skjult og Kristi liv er blevet vort liv. Vi står ikke længere i gæld til kødet, så vi skulle leve efter det. (Rom 8:12)

Senere i kapitlet (Kol 3) i v. 5-8 skriver Paulus, at vi skal overgive til døden det, der hører jorden til og han nævner en række ting som hører jorden til. Her skal vi passe på, at vi ikke falder tilbage til det gamle stræberi igen. Vi har jo lige set, hvordan at alt det, der hører jorden til, er blevet korsfæstet med Kristus og at der ikke er nogen anklage fra Gud, da alt er blevet nyt ved Jesu Kristi opstandelse. Det, som Paulus mener med at overgive til døden det, der hører jorden til, er, at vi skal blive i denne åbenbarelse, at vi er skilt ud fra disse ting. "Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus." (Rom 6:11).

I v.7 minder Paulus os endnu engang om, at vi ikke længere lever i disse ting.

Nu gælder der et helt nyt princip, som ikke er grundlagt på menneskelig anstrengelse og selvforbedrelse. Dette nye princip er "Ikke længere mig, men Kristus", det er nemlig Kristus, der nu vil leve sit Hellige liv igennem os. Det, der står tilbage for os at gøre, er blot at stole på Ham og hvile i åbenbarelsen om Jesu Kristi forsoningsværk. Dette er ikke ligegyldighed, men en aktiv og levende tro på Kristus og hans fuldbragte værk på Golgatha.

Næste skridt finder vi i Gal 5:25 "Lever vi i Ånden, da lad os også vandre i Ånden", altså det er ikke nok, at du har set det ved Ånden, men du må vandre i denne åbenbarelse i troen hvile og handler ud fra denne åbenbarelse.