"Det
Ord, som kom til Jeremias fra HERREN: "Gå ned til Pottemagerens
Hus! Der skal du få mine Ord at høre." Så gik jeg ned til Pottemagerens
Hus, og se, han var i Arbejde ved Drejeskiven. Og når et Kar, han arbejdede
på, mislykkedes, som det kan gå med Leret i Pottemagerens Hånd, begyndte han
igen og lavede det om til et andet, som han nu vilde have det gjort. Da kom
HERRENS Ord til mig: Skulde jeg ikke kunne gøre med eder, Israels Hus, som
denne Pottemager? lyder det fra HERREN. Se, som Leret i Pottemagerens Hånd
er I i min Hånd, Israels Hus." Jer. 18,1-6
Jeg hørte en dag en fortælle om en oplevelse med en
GPS. Hun havde tastet destinationen ind og begav sig nu afsted mod
målet. På et tidspunkt på ruten fortæller GPS´en at hun skulle dreje til
højre. Men dette var min kollega ikke enig i – og kører derfor ligeud i den
forvisning at hendes vej var et bedre valg end den GPS´en viste. Der
går ikke længe før stemmen lyder fra GPS´en – ’beregner ny rute’ og dette
bliver ved lige så længe hun ignorerer GPS´ens anvisninger. Da min kollega langt om længe kommer frem til destinationen og undersøger ruten
står det klart at hendes vej, var en omvej.
Hvad vil jeg nu sige med dette? Er det ikke lige
præcis sådan Gud handler med os som har taget imod Jesus som vores frelser – vi
har fået tastet destinationen ind, det himmelske Jerusalem, Guds evige stad. Vi
har fået Helligånden og Guds Ord som vores GPS.
Gud har beregnet en rute for dig og mig for at få os
sikkert igennem livet og for at vi på denne rute skal formes og dannes efter
Hans Søns billede (Rom. 8,28-39 + Hebr.
2,10).




