Gud sagde "Jeg har ikke forladt dig"

Et vidnesbyrd om alkoholisme, ensomhed og selvmordstanker

Jeg har modtaget dette vidnesbyrd fra Tony som bor i Odense. Det har været mig en stor opmuntring at læse. Først og fremmest fordi det er et vidnesbyrd om at Jesus er mægtig til at frelse enhver som kommer til ham og fordi det er et vidnesbyrd om Guds store kærlighed og omsorg.

Herren kender alles hjerter og hører hvert et hjertesuk som vi mennesker sender op til Ham.

Han er at finde for den som søger ham. Som også David skriver: "God og oprigtig er Herren, derfor viser han syndere vejen." Sl. 25,8

Derudover er det personligt også en glæde at høre, at mit frelsesvidnesbyrd, som jeg havde skrevet ned for snart tyve år siden og dengang hængt op i et butiksvindue, kunne Gud bruge til at kalde på Tony for anden gang. Det er ofte vi ikke hører eller for lov til at se frugten af det vidnesbyrd vi bringer. Men Gud arbejder videre også efter vi har glemt alt om de ord vi har skrevet. Guds Ord vender ikke tomt tilbage.
Må Gud Velsigne Dig.

Her kan du læse Tony´s vidnesbyrd:

Hej Morten Kilsholm.

Jeg hedder Tony, bor i Odense og vil gerne dele mit vidnesbyrd med dig, da du på en måde har del i, at jeg i sin tid tog mod til mig til at søge Herren.

Jeg er vokset op hos en enlig mor (fabriksarbejderske med 2 børn). Min far forlod familien da jeg var ca. 3-4 år gammel. Min lillebror kom til, da jeg var 7 år gammel og han var et resultat af et forhold, som min mor havde til en sømand, som så viste sig at være gift i forvejen.

Min opvækst foregik ikke i en specielt kristen atmosfære, men jeg husker dog, at jeg som medlem af en spejdertrup under Missionsforbundet fik noget af Guds ord indenbords i min tidlige ungdom (der blev sået nogle små frø hist og her i mit sind). Set i bakspejlet så står denne spejdertid i dag for mig, som den lykkeligste periode i mit liv.

Efter mor blev skilt fra min far (de blev gift fordi mor ventede mig), kan jeg huske mange søndage, hvor jeg forgæves sad på en trappesten foran vores opgang og ventede på, at han skulle komme og hente mig på tur, som han havde lovet. Men han dukkede ikke op. Det skete mange gange (sjældent kom han, de fleste gange ikke). Alligevel så jeg op til ham, selv om mor bebrejdende prøvede at forklare mig hvilken sjuft hun syntes han var.

Hvad angår familien på min mors side, så var min mor p.g.a. af et handicap (hun havde polio som barn) blevet placeret nederst i familiehierarkiet, og hun har fortalt mig hvordan hun blev kaldt Halte-Inge af sine forældre og søskende. Os børn mærkede det ved den konkurrence som især blev synlig omkring juletid (Min mosters børn skulle altid have gaver, som var lang større og flottere end dem min mor kunne give). Ligesom det blev antydet at mig og min lillebror ikke var helt fine i kanten - vi var jo født udenfor ægteskab.

I mine tidlige teenageår blev jeg grebet af tidsånden fra 68 og blev meget tiltrukket af hippiernes livstil. Min far som havde arbejde på en ingeniørtegnestue i nærheden af hvor jeg boede, havde jeg fået for vane at besøge omkring fyraftenstid. Det havde udviklet sig derhen, at jeg også havde besøgt ham i hans hjem nogle gange. Han var selv tiltrukket af hele miljøet omkring provo- og hippiebevægelsen, og da han fandt ud af, at jeg var begyndt at interessere mig for hash, så gav han mig også af og til et par klumper.

Men en dag jeg besøgte ham på hans arbejde lige før fyraften, så var der lige noget han skulle fortælle mig. Han fortalt at hans nuværende kone - (som han for øvrigt havde stjålet fra sin egen bror) - var meget jaloux på min mor, og derfor var det ikke så godt at jeg besøgte ham mere. Den gjorde ondt - rigtig ondt. Jeg var 17 år på det tidspunkt, da jeg blev forkastet af min egen far.

Samme år var jeg til min fætters bryllup og gjorde den fejl, at jeg ikke mødte festklædt op. Det resulterede i, at jeg også blev blacklistet af hele familien på min mors side. Det var den sidste gang jeg nogensinde blev inviteret med til nogen som helst form for familiesammenkomst. Min mor og min lillebror blev stadig inviteret med. Den sved også.

Nå men jeg havde jo lige fundet mig en sød pige, og jeg var ung og fandenivoldsk, så det skulle jo nok gå. Det gjorde det så også i en 4 års tid til vi nåede en nytårsaften. Her mødte min pige (som jeg forgudede) en anden, og dagen efter pakkede hun sit habengut og flyttede fra mig. Da blev jeg slået helt ud af kurs, og det blev startskuddet til et liv i druk og stofmisbrug.

Det stod på i 13 år hvor jeg flyttede en del rundt mellem forskellige kollektiver. Nogle af dem blev jeg smidt ud fra, og jeg endte til sidst op i et faldefærdigt hus laaaaangt ude på landet. Da jeg var 33 var jeg kommet så langt ud i druk at det var livstruende, og p.g.a. mavesmerter søgte jeg læge. Jeg lagde kortene på bordet og fortalte hvordan jeg levede (2 hele flasker vodka og 15 elefantbajere + alt det hash jeg kunne ryge om dagen, når det gik hårdest til). Lægen tog et par blodprøver og bad mig ringe tre dage senere.

Da jeg ringede 3 dage senere fik jeg klar besked. Han sagde ordret: ’Tony - du har to muligheder. Du kan stoppe med at drikke nu og så vil du måske overleve. Du kan også fortsætte, og så er du stensikker død indenfor 3 mdr.’ Tak for kaffe. Den måtte jeg lige skylle ned, og jeg gik direkte fra lægen og på værtshus. Da jeg vågnede næste dag i min usle rønne, brugte jeg 1½ time foran spejlet på badeværelset med at kigge mig selv dybt ind i øjnene, for at finde ud af hvem jeg var, og hvad der boede derinde bag ved øjnene. Jeg blev efterhånden enig med mig selv om, at jeg var for ung til at dø og tog beslutning om at stoppe med at drikke.

Samme dag tog jeg ned på mit stamværtshus (Færgegården i Assens) og bestilte en sodavand. Kammersjukkerne derinde kom med bemærkninger som: ’Hvad er det med dig, skal du ikke have en bajer’. Jeg fortalte at lægen havde givet mig det røde kort, og at jeg fra nu af var på vandvognen. Det kunne kammersjukkerne slet ikke acceptere, og jeg blev mødt med bemærkninger som: ’tøsedreng’, ’tag nu en bajer sammen med os’ og mere i den dur.

Da stod det lysende klart for mig, at hvis jeg skulle ud af drukken, så blev jeg nødt til at vende rundt og brænde alle broer til miljøet. Som sagt så gjort - jeg drejede rundt og forlod værtshuset uden at se mig tilbage. Og nu blev det for alvor svært at være mig. Sagen var, at alle ’de normale’ i lokalområdet kendte mig som ’en af de dersens misbrugere’, og de ville derfor ikke have noget med mig at gøre. Og mit eget drukmiljø havde jeg jo vendt ryggen til. Så resultatet blev en ensomhed la....angt ude på landet. I 5 år talte jeg stort set ikke med et menneske. Al min kontakt med andre, var den jeg havde, når jeg sagde daw til brugsuddeleren eller snakkede med min sagsbehandler.

Så en aften, da jeg lige var gået i seng, gjorde det så ondt indeni, at jeg næsten ikke kunne holde det ud mere, og jeg råbte af mine lungers fulde kraft ud i rummet: ’Min Gud, min Gud - hvorfor har du forladt mig?’. Og så lød der en hørlig stemme i rummet: ’Jeg har ikke forladt dig’. Bang. Jeg fløj op af sengen og undersøgte hele huset. Jeg troede der var nogen der gjorde grin med mig. Men der var ingen, og huset lå meget afsides (300 m. til nærmeste nabo).

Det gik jeg så og funderede over i et stykke tid. Var det min hjerne der spillede mig et puds, eller hvad var det lige der skete. Efter et stykke tid blev jeg enig med mig selv om, at så var det måske mig der havde forladt Gud.

Nå - jeg levede videre, og på et tidspunkt lykkedes det mig at overtale Assens kommune til et højskoleophold. På højskolen lod jeg være med at betale husleje, sparede pengene op og flyttede efter højskolen ind i en garage i Odense. Det var ligesom den eneste måde, som jeg kunne se, der var for at komme væk fra ensomheden på. Assens kommune havde tidligere givet mig afslag på hjælp til at flytte væk, da de mente jeg havde tage over hovedet.

Efter et par måneder i Odense uden regulær bopæl, lykkedes det mig at få en lejlighed i et gammelt fiskerhus hos en sød gammel dame i Søhus. Der boede jeg nogle år, medens jeg forsøgte at samle stumperne sammen. Jeg var stadig ensom og havde ondt i sjælen, og jeg husker særlig en vinteraften, hvor jeg var rigtig ked af det. Jeg gik en tur midt om natten og kom ned forbi havnen i Odense. Der var isblokke i vandet og det var bidende koldt. Jeg husker at jeg stod på kajkanten og overvejede om det ikke bare var nu, jeg skulle tage springet. Men fej som jeg var/er, så turde jeg alligevel ikke, da det kom til stykket.

Jeg fortsatte min ensomme nattur rundt i byens gader, og på et tidspunkt går jeg ud af Skibhusvej, da jeg pludselig ser et skilt over nogen butiksvinduer, hvor der står JESUS. Jeg bliver nysgerrig/draget og går over og kigger. Inde i butiksruden står der et staffeli med et vidnesbyrd. Jeg stopper op og læser det, og det går lige i hjertet på mig. Jeg føler mig ramt langt ind i sjælen, og jeg bliver klar over at jeg bliver nødt til at krybe til korset.

Da jeg kommer hjem begynder jeg at spekulere over hvor jeg så lige kan gøre det henne. Et par dage efter læser jeg så i Ugeavisen at Hans Berntsen skal holde møde i Pinsekirken i Odense, og jeg føler at jeg må gå derind. Som sagt så gjort. Da jeg træder ind over døren til kirken kommer der en følelse op i mig, som minder om dengang jeg var spejder, og jeg føler ligesom at jeg er kommet hjem.

Efter et stykke tid blev jeg døbt og selvom jeg ikke kommer i Pinsekirken mere af forkellige årsager, så ved jeg i dag, at uden Jesus er jeg håbløst og hjælpeløst fortabt. Jeg er ikke nogen superkristen, hænger vel nærmest lige på med neglerødderne. Men jeg klynger mig til skriftstederne som siger:

Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.
(Rom 4:5)

For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.(Efeserne 2:8-9)

Så jeg kan kun sige: Tak kære himmelske far at du gav din søn som sonoffer, for at lille ugudelige mig skulle få lov at have barnekår hos dig.

Og tak til dig Morten som gav det vidnesbyrd (Læs vidnesbyrdet her) der endelig fik mig til at søge Herren Jesus.

Mange kærlige hilsener

Tony Jacobsen.