Andagt: Det er ikke længere mig...

...Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus der lever i mig;..” Gal. 2,19b-20a

Disse få ord fra Paulus er ofte på vore læber og med rette – her er nemlig hele det kristne liv opkoncentreret i denne enkle sætning. Her står med ganske få ord at du (det gamle menneske) ikke kan bruges til noget – Gud har ikke brug for dig!

Det kan lyde provokerende og chokerende i en tid hvor alting drejer sig om ”mig” - og den samme indstilling kan man møde hos mange kristne ”Velsign mig” ”hjælp mig” ”Hør mig” ”brug mig” med fokus på MIG.
Men i denne lille sætning fra Guds Ord skriver Paulus at ”...Med Kristus er (du og) jeg korsfæstet, og det er ikke længere (dig og) mig, der lever,..”
 
Så alt hvad Gud kunne bruge dig og mig til i vores selvcentrerethed var at korsfæstes.

I det kristne liv gælder et helt andet ”princip”, en helt anden livets lov – nemlig LIVETS ÅNDS LOV ”...livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov. Thi det som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet (det gamle menneske), DET GJORDE GUD,... ...for at lovens krav skulle opfyldes I OS,..” Rom. 8,2-4a

Det er nemlig her friheden og hemmeligheden til det kristne liv ligger. Du er i al din selvcentrerethed korsfæstet med Kristus – du er i Guds øjne død, du lever ikke længere – det vil sige, der er ikke længere noget du skal leve op til – ikke længere noget DU skal holde liv i – men der er nu, et nyt liv i dig som opfylder lovens krav. Dette nye liv er Jesus Kristus den opstandne der nu lever sit eget liv igennem dig og mig.

Så Kære Bror og Søster – Se, hvilken frihed du har fået i Kristus – en frihed fra DIG SELV.

Guds Fred...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar