Andagt: ”Frygt ej for tørre steder, for Kristus er jo med...”

Velsignet være den mand, som stoler på Herren, og hvis tillid Herren er. Han bliver som et træ, der er plantet ved vand og strækker sine rødder til bækken, ej ængstes, når heden kommer, hvis løv er frodiggrønt, som ej ængstes i tørkens år eller ophører med at bære frugt.” Jer. 17,7-8

Jeg trak en dag et mannakorn fra skålen og fik dette ord fra Jeremias bog. Hvilken vidunderlig velsignelse!!! Jeg begyndte at læse det igen og igen – langsomt, og sætning for sætning, lod det enkelte Ord få lov til at trænge ind i mit sind. Det er skønt når Guds Ord griber hjertet og Helligånden gør Ordet levende.

Disse få ord er så tæt pakket med guddommelig opmuntring. Ord som hjertet kan gribe tag i, alt imens vore øjne er fast rettet mod Jesus – troens banebryder og fuldender (Hebr. 12,1-2).

Jeg vil her blot berøre nogle få ting og overlade resten til dig og Helligånden.
Det første som Jeremias skriver er om at have sin tillid i Herren. Han skriver: ”Velsignet være den mand, som stoler på Herren, og hvis tillid Herren er...”, det er vigtigt her, at lægge mærke til, at her er brugt ordene ”stole på” og ”tillid”. Vi kristne taler ofte så meget om tro og nogen gange kan man godt få den opfattelse at det er noget som du og jeg skal præstere og frembringe i vores sind. Men tro handler om at ”stole på” og ”at have tillid til”.

Tro er FAST TILLID til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.” Hebr. 11,1

Det næste Jeremias skriver er at den som har denne tillid til Herren – bliver som Herren selv!! Han bliver uforanderlig, fordi han har sine kilder i den uforanderlige. Det er Herren selv der er hjertets hvileplads.

Jeg kom til at tænke på en sang vi synger i menigheden. I et af versene synger vi: ”...frygt ej for tørre steder, for klippen er jo med, og klippen det er Kristus tænk hvilken herlighed..”.

Jeremias skriver jo at den som har sin tillid i Herren ikke ængstes, hverken ”når heden kommer” eller ”i tørkens år”, men at løvet stadig er frodiggrønt – altså levende og livgivende.
Men det fortæller os også noget andet. Nemlig at der er noget, for en troende, der hedder NÅR HEDEN KOMMER og TØRKENS ÅR. Vi er ikke fritaget fra, hverken at der kommer problemer på vores vej eller at vi kan opleve at der er frafald omkring os. Men under alt dette strækker vi vore rødder til bækken (Guds Ord) og BÆRER frugt i rette tid – Åndens frugt.

Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? som der står skrevet: 'For din skyld dræbes vi dagen lang; vi er regnet for slagtefår.' Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham (Jesus), som elskede os.” Rom. 8,35-37

Så kære bror og søster, stol på din frelser og lad dine rødder strække sig dybt ned i Guds levende bæk, Bibelen, og du vil opleve at han bærer igennem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar