Andagt: Udøs dit hjerte for Gud

..stol på ham, al folkets forsamling, udøs for ham eders hjerte, Gud er vor tilflugt.” Sl. 62,9

Udøser du dit hjerte for Gud? Eller kun for dine venner? Der er mange der udøser sit hjerte for mennesker, men desværre kun få der kender til at udøse sit hjerte for Gud. Her er tale om noget mere end det at bede lange bønner.

At udøse dit hjerte for Gud vil sige at du kommer til Ham med alt hvad der ligger på dit hjerte. Alle dine fejl, nederlag, svagheder osv. men også dine sejre, længsler og ønsker.

Salmisten siger ”stol på Ham,..” du kan roligt fortælle Ham det hele. Indtil der bliver helt stille i dit sind – du har fortalt Ham det hele.

Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting, jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.” Fil. 4,6-7

Paulus siger egentlig det samme her som salmisten, bring alt frem for Ham. Han tillægger dog at vi skal gøre det ”.. idet I beder og bønfalder under taksigelse;..”. Andre oversættelser bruger ordet ”påkaldelse” i stedet for ”bønfalde” hvilket både stemmer bedre med grundteksten samt den ånd vi ellers finder i skriften.

Med andre ord siger Paulus ”Udøs dit hjerte for Gud i bøn, idet du påkalder Ham under taksigelse.” Det vil altså sige, det intet har at gøre med tigge bønner. Nej, påkaldelse UNDER TAKSIGELSE.


Den sidste del af løftet er Guds ansvar ”...så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar